Fortsæt til indhold

Karen lukker og slukker børnehave

Børnehaven På Højene i Vejlby holder lukkefest fredag 10. juli. Det bliver leder Karen Poulsens sidste arbejdsdag

Samfund
Kim S. Andersen

Børnehaven På Højene - tidligere Børnehaven Skodshøjen - er et levende bevis på, at visse områder i Vejlby-Risskov er ved at udvikle sig til sølvbryllupskvarterer, for børnetallene er så faldende, at kommunen har besluttet, at Børnehaven på Højene lukker til sommerferien.
“Det er en politisk beslutning truffet på baggrund af en enig bestyrelse og et enigt medudvalg, og den viser rettidig omhu, for vi har ikke kunnet fylde børnehaven her i nogle år nu.
Men det er selvfølgelig ærgerligt, for Børnehaven På Højene scorer rigtig højt på forældretilfredshed og medarbejdertrivsel,” siger Christian Thaarup, der er dagtilbudsleder hos Jellebakkens Dagtilbud.

Stopper efter 42 år

Børnehaven, der blev bygget i 1969, lukker ned med en stor fest 10. juli, og samtidig stopper lederen gennem de seneste 26 år, Karen Poulsen:
“Jeg synes, at lukningen er en god anledning til at stoppe. Jeg har været ansat i Aarhus Kommune i 42 år, og jeg kommer da uden tvivl til at savne stedet, børnene og personalet. En æra er slut, og det bliver selvfølgelig trist at skulle skilles. Det har været en rigtig god tid med masser af gode oplevelser, og det er dejligt at tænke tilbage på,” siger Karen Poulsen og tilføjer, at hun og resten af personalet nok kommer til at være bevæbnet med lommetørklæder til lukkefesten, selv om hun vil forsøge at fokusere på at feste.
“Vi har altid været gode til at feste, og jeg håber, at der kommer en masse af mine gamle børn 10. juli. Vi har en masse fotoalbums med billeder helt tilbage fra 1983, og dem kan man få med hjem,” siger hun.
Dagtilbudslederen roser Karen Poulsen for hendes årelange indsats.
“Karen er af en helt speciel støbning. Hun kommer altid med gode input og har præget børnehaven med sit lyse og glade sind, og det har smittet af på børn og personale, og så bliver livet bare bedre og lettere.” fastslår Christian Thaarup.
Livet efter pædagogtolværelsen kommer til at bestå af en masse kulturelle oplevelser og frivilligt arbejde på festivaler i Skagen og Tønder.
“Det bliver underligt. Jeg kan næste ikke få ordet pensionist ud af min mund. Nu har jeg ferie resten af livet,” siger hun med et efterfølgende smil.

Bygningen sættes til salg

Hvad der skal ske med bygningen på Skodshøjen 2 i Vejlby-Risskov vides endnu ikke.
Christian Thaarup fortæller, at bygningerne bliver sat til salg på et tidspunkt, så kommunen kan få økonomiske midler til at udbygger andre institutioner i pladsgarantidistriktet, hvor børnetallene er højere.
“Men det kan også være, bygninger her i en periode skal bruges som en form for buffer, hvis der kommer en vandskade i en anden institution i kommunen, og børn skal genhuses i en periode,” siger han.
Lukke- og slukkefesten, som den er blevet døbt, bliver holdt fredag 10. juli fra klokken 15 til 17.