Tømrer redder job med genbrugsmøbler
Søren Vægter fra Hørning gør hobby til ny levevej ved siden af tømrerfirma, og nu drømmer han også om eksport
“Jeg ville gerne skabe noget, der hverken var afhængigt af godt vejr eller håndværkerfradrag.”
Sådan lyder det fra Hørning-tømrermesteren Søren Vægter, der siden etableringen som selvstændig tilbage i 1999 hvert år har måttet fyre to til fire svende midlertidigt i en halvanden måneds tid, når ordrebeholdningen var lav.
Fra hobby til produktion
Situationen gav næring til nogle tanker om at gøre en hobby til endnu en levevej som supplement til tømrerfirmaet.
Søren Vægter havde nemlig i mange år samlet på gamle byggematerialer og brugt sin fritid på at give dem nyt liv i skikkelse af rå og rustikke møbler eller forskellige dekorationer til hjemmet.
En dag for et års tid siden satte han for sjov billedet af en træbænk lavet af gamle byggematerialer på tømrerfirmaets hjemmeside og på facebook, og det blev hurtigt starten på en efterspørgsel efter tømrermesterens hjemmedesignede genbrugsmøbler. Siden er det gået slag i slag.
I dag er hobbyen med at forvandle skrot til møbler blevet udvidet til en egentlig produktion på tømrerværkstedet på Sønderskovvej og etablering af selskabet Vægterdesign ApS med en gammel kollega.
Første mål er allerede nået.
“I år har jeg undgået at fyre nogle af svendene, fordi vi har haft møbelproduktionen,” siger Søren Vægter.
Tømrermesteren fra Hørning kniber sig lidt i armen, når han tænker på, at ideen om at designe og producere bæredygtige og unikke møbler af genbrugsmaterialer allerede har vundet genklang hos både forbrugere, bloggere, landsdækkende netshops og møbelkæder i flere landsdele.
Det er kun et par måneder siden, anpartsselskabet blev etableret med en tidligere kollega og kammerat fra tømrerskolen, Bo Centio Rasmussen, der bor i Norge, og nu lyder visionen tillige på eksport af Vægterdesigns genbrugsmøbler til både Norge og Sverige.
Det er især møbler lavet af gamle murer-stilladser af træ, de såkaldte tralle stilladser, og konstruktionstræ, der har givet Søren Vægter vind i sejlene.
Antallet af møbler i sortimentet er allerede på rekordtid steget fra 25 til 35, og når det hele er oppe i gear, så regner Søren Vægter med 40-50 produkter i prisklassen fra 295 til 4.600 kroner.
Rammer lige tidsånden
Søren Vægter mener, at konceptet med genbrugsmøbler rammer lige ned i tidsånden.
“Det er unikt for tiden lige nu med interesse for vintage, antik, bæredygtighed og upcycling, men også, at det er vigtigt for os, at interiøret i vores hjem fortæller en historie om os selv og vores personlighed,” siger Søren Vægter.
Tømrermesteren designer selv alle møbler, der skal fremstå enkle, rå, rustikke og moderne.
Det er svendene i tømrerfirmaet Søren Vægter, der producerer genbrugsmøblerne.
“Det har vist sig at være et perfekt mix at have både tømrerfirma og møbelproduktion,” siger Søren Vægter.