Mekanikerlærling samler på 12-taller
Onsdag scorede Heidi Sørensen sit femte 12-tal i grundforløbet
Heidi Sørensen, Grenaa, scorede i dag, onsdag, sit femte 12-tal på sin vej mod en uddannelse som automontør/mekaniker på VidenDjurs.
Hun startede på grundforløbet 19. januar og har afleveret fire skriftlige opgaver, som hun alle har fået 12 i. I dag var hun til grundforløbseksamen og fik det femte for sin viden om undervognen.
“Det synes jeg da selv er godt gået, taget i betragtning at jeg kun har en folkeskoleeksamen”, smiler hun.
Ud og søge læreplads
På fredag uddeles der eksamensbeviser, men Heidi Sørensen er allerede på udkig efter en læreplads. Hun håber at finde en 'rigtig' læreplads i stedet for at komme i skolepraktik.
“Jeg vil ti gange hellere ud og lave noget på et fast værksted i stedet for skolepraktik, hvor man jo bliver kostet lidt rundt fra sted til sted.”
Den 31-årige lærling håber at hendes alder kan lette hende vejen, idet den udløser tilskud til hendes løn for arbejdsgiveren. Hun kan li' at stå og rode med værktøj og mekanik, og har følgelig heller ikke noget imod at blive snavset.
“Jeg kan også sagtens håndtere mandehumor”, griner hun med tanke på sine kommende kollegaer.