God gammeldaws mad efter kokkens hoved
Allingåbro Hotel indleder sommerkroen fredage og lørdage
Sommerkroen åbner igen på Allingåbro Hotel. Denne gang med to nyheder. ”Fru Ranch Menu” - efter den legendariske tidligere indehaver af Allingåbro Hotel - og ”Viking aften”.
”Fru Ranch Menuen” vil skifte fra dag til dag og som i navnkundige Fru Ranch's tid vil det være god gammeldaws solid mad efter kokkens eget hoved.
”Viking aften” bliver menuer med rigelige mængder af kød og rustikt tilbehør. Det nedsvælges sammen med den gode lokale øl.
Der lægges op til hyggeligt samvær under afslappede former, og nyt pænt tøj er ikke nødvendigt, og kan heller ikke anbefales, forlyder det fra hotellet.
De sidste års populære retter som Stegt Flæsk med persillesovs og Den store Grill aften er stadig på programmet. Derudover er der de fleste aftener et skiftende a la carte menukort, hvorfra der kan vælges en en-, to- eller tre-retters menu.
Sommerkroen starter i år fredag 3 . juli og har åbent hver fredag og lørdag frem til sidste aften lørdag 8. august.
Man kan følge med i de enkelte afteners menu på http://www.kobu.dk/arrangementer eller på opslagene på Hotellet og MadXpressen.
Bordbestilling anbefales.