Fortsæt til indhold

Købmandsskolen udvider med 2500 kvadratmeter

Der er netop givet grønt lys til, at Købmandsskolen kan udvide i Viby

Samfund
Camilla Olesen

Århus Købmandsskole har netop fået tilladelse til at købe et areal på 2500 kvadratmeter, der ligger i tilknytning til Vestergårdsskolen i Viby.
Købmandsskolen har allerede besluttet, hvad der skal være i den nye bygning. Der er nemlig planer om et auditorium, 12 ekstra klasselokaler, nye kantinefaciliteter og et overdækket udendørs studieområde.

Glæde over køb af grund

Direktør for Århus Købmandsskole, Gitte Nørgaard, glæder sig over købet:
“Det er dejligt at få endelig vished for, at vi kan trække i arbejdstøjet og få sat de sidste streger på tegningerne. Jeg ser frem til et nyt supergymnasium i Viby, hvor forholdene for eleverne vil blive væsentligt forbedret, så rammerne er optimale for en globaliseret og moderne gymnasial uddannelse,” siger hun i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Udvidelsen er en konsekvens af, at Købmandsskolen har besluttet at nedlægge afdelingen på Viborgvej og samle HHX-uddannelsen i to gymnasier, hvor det andet fortsat ligger på Vejlby Centervej i Risskov.
Med de nye lokaler i Viby kan skolen rumme 1000 elever på HHX-uddannelsen på Viemosevej i Viby efter sommerferien 2016.