Jollerne dyster i weekenden
EM i 470-joller i morgen skyder stor sejlsports-sommer i gang
Aarhus afvikler denne sommer hele tre sejlevents i olympiske klasser.
I morgen lyder startskuddet til EM i 470-Jolle, derudover byder sommeren på VM i Nacra 17-klassen og EM i Laser og Laser Radial.
Begivenhederne er en del af Aarhus´satsning på internationale sejlevents. I 2018 afvikles der VM i samtlige olympiske bådklasser i Aarhus Bugten, og sejlene rebes derfor også af både sejlere og by, som allerede nu har sat kurs mod VM'et.
Rabih Azad-Ahmad (R),der er rådmand for Kultur og Borgerservice, ser der frem til sommerens sejladser på VM-vandet og glæder sig over muligheden for både at afvikle de tre events og for at kunne varme op til VM i 2018:
”De tre sejlevents i år giver os en kæmpe mulighed for at vise Aarhus frem for de mange sejlere, coaches og tilrejsende publikum, der kommer hertil, og give dem og tilskuerne en lille forsmag på, hvad vores by og bugt kan byde på, når der i 2018 bliver VM for samtlige olympiske bådklasser,” siger Rabih Azad-Ahmad i en pressemeddelelse.
For Sailing Aarhus, der er et samarbejde mellem seks lokale klubber, betyder værtskabet for sommerens tre events, at klubberne også får mulighed for at optimere event-setup og afvikling.
”Vi er stolte over at kunne byde sejlere, trænere og officials velkommen til et af de bedste steder i verden til afvikling af sejlportsstævner. Vi glæder os til at stille både vores farvand faciliteter og frivillige til rådighed, og vi ser frem at dele den intense og spændingsfyldte stævnestemning med alle deltagere og tilskuere,” siger Mette Rostgaard Evald fra Sailing Aarhus i pressemeddelelsen.