De morgenfriske rengøringsfolk
200 frivillige hopper gladeligt ud af soveposen hver morgen før solen står op, for at rydde op efter Smukfestens natlige udskejelser
“Man er nødt til at have en filosofi, for det man gør, og vores er, at vi vil gøre vores yderste hver eneste dag for rydde op, så det ligner den allerførste smukke festivaldag.”
Martin Nielsen er en sindig jyde med let til smil. De seneste to år har han været formand for de mere end 200 frivillige, der står op hver morgen klokken fem for at rydde op og fjerne skrald.
“Vi ser vores rolle sådan, at vi er med til at vise den pæne side af festivalen frem. Og vi tager vores arbejde meget alvorligt. Hvis vi ikke gjorde vores bedste, så ville det hurtigt blive til Danmarks smukkeste Svinesti,” griner han.
Klokken fem står de fleste på holdet op, for at være klar med rive, arbejdshandsker og affaldssække klokken seks, når det for alvor går løs.
“Men mange har været med i mere end ti år og ved derfor præcis, hvad de skal, så de er i gang, længe inden klokken bliver seks. Det er et utroligt selvkørende hold.”
Alt affald sorteres
Alt affald bliver sorteret i småt brændbart og metalaffald.
“Aluminiumsdåser kommes i affaldssække for sig selv. Dåserne sorteres så igen senere i dem med pant og dem uden. Og panten går naturligvis til festivalen,” understreger Martin Nielsen.
“Vi river overalt. På KærligHeden helt ind til teltene, for vi synes, det skal se ordentlig ud. Så tager det også lidt tid, inden der er svinet til igen. Nogen synes, det er en forfærdelig tjans, vi har. Men vi synes selv, det er helt fantastisk.”
Ifølge Martin har de frivillige på holdet en stor ejerskabsfornemmelse over festivalen.
“Derfor vil man gerne gøre sit bedste. De føler et stort medansvar. De er smukke repræsentanter for Waltherånden,” konstaterer han.
Det med Walterånden er ellers en svær størrelse, mener Martin.
Smukfest er antidagligdag
“Waltherånden, synes jeg, ikke er helt let at definere. Hele festivalen handler jo om at tænke smukke tanker. Alt sker i den ånd. Det er anti-dagligdag. Allerede nu, hvis jeg kører ind i skoven, så får jeg den fornemmelse. Det er magisk. Det er bedre end medicin. Det er det, Smukfest handler om for mig. Fællesskabet i skoven. Sådan tror jeg, mange på holdet har det. ”
De fleste frivillig på holdet tørner ind omkring klokken 23.30.
“Da er svineriet faktisk ikke sådan helt begyndt endnu. Det sker fra klokken 12 til 05. Da bliver det megasvært at ramme skraldespandene,” griner Martin.
Faktisk er det kun meningen, holdet skal gøre rent onsdag til og med søndag, men da mange af de frivillige allerede er i Skanderborg fra campingstart søndag, så går de også i gang med at gøre rent allerede da.
“Det er da et engagement, der vil noget. Vi er et fantastisk hold til at løfte i flok.”