Casa bygger stort p-hus i Aarhus
Horsens’ store byggefirma Casa skal bygge parkeringshus med 700 p-pladser og heliport på taget
Casa i Horsens har vundet opgaven med at bygge et nyt p-hus ved Det Nye Universitetshospital i Aarhus. P-huset bygges nær hospitalets Akutcenter og får heliport på taget. Akutte patienter, der ankommer med helikopter, kan transporteres direkte ned i akutmodtagelsen via en elevator fra heliporten og dermed komme hurtigere i behandling.
Det nye p-hus med 700 p-pladser og heliport på toppen skal primært bruges til parkering for patienter og pårørende. Over taget af p-huset etableres en heliport, som både kan modtage Forsvarets store helikoptere og de gule lægehelikoptere.
Det nye p-hus opføres som et offentligt-privat partnerskab (OPP), hvor CASA finansierer, etablerer og driver p-huset og hele hospitalets overfladeparkering i kontraktperioden, der løber fra 1. august 2015 til 2031. Herefter køber regionen p-huset tilbage.
Etableringen af selve p-huset koster 114 millioner kroner. Dertil kommer udgifter til heliporten på 40 millioner kroner.
Byggestart for p-huset er planlagt til fjerde kvartal 2015, og p-hus med heliport skal stå klar til brug i oktober 2016, inden det nye akutcenter tages i brug. Casa overtager desuden administrationen af overfladeparkeringen på Aarhus Universitetshospital den 1. august 2015.