Syriske rappere overtager undervisningen i Horsens
Egebjergskolen i Horsens sætter globalt udsyn på skemaet og inviterer syriske kunstnere ind i klasseværelserne
Da den syriske grænsevagt åbner bagsmækken i bilen, holder Mohamed og Yaser Jamous vejret. Mellem boksershorts og T-shirts har de to syriske brødre gemt en harddisk fyldt med regimekritiske rap-tekster. Mohamed og Yaser, som er bedre kendt som ‘Refugees of Rap', flygtede ud af Syrien, da deres lydstudie blev saboteret, og dødstrusler tikkede ind i deres mailbokse. I dag fortsætter de deres rappende kamp for fred i Syrien fra deres eksil i Paris.
Det skriver Center for Kultur og Udvikling i en pressemeddelelse, der handler om, at de syriske rapbrødre kommer til Horsens for at undervise de ældste elever på Egebjergskolen:
Global temauge med syrisk rap og kunst
I september indtager de syriske brødre klasseværelserne på Egebjergskolen i Horsens. Samme uge som FN vedtager nye globale bæredygtighedsmål for 2030, vender alle skolens elever og lærere blikket uden for Danmarks grænser. Fra 28. september – 4. oktober står der nemlig globalt udsyn og internationalisering på skemaet for alle skolens elever. Det er skolens 8. og 9. klasseelever, som under en workshop vil blive undervist af 'Refugees of Rap' og Pelle Møller fra foreningenapolitics. De rappende brødre er ikke de eneste syrere, som kommer til at undervise skolens ældste klasser i løbet af den internationale temauge. De to syriske billedkunstnere Sulafa Hijazi og Fadi al-Hamwi afholder i samarbejde med to danske designere, Fanni Baudo og Signe Lupnov, også en workshop for skolens 8. og 9. klasselever. Udover at fortælle om situationen i Syrien med afsæt i deres personlige historier, vil kunstnerne udfordre eleverne til at skabe kunstværker og skrive egne rap-tekster.
Mere viden om syriske flygtninge
”Det er vigtigt, at eleverne bliver inspireret til at forstå, hvad der foregår uden for Danmarks grænser. Samarbejdet med de unge syriske kunstnere vil give dem viden om, hvorfor det i øjeblikket er syrere, der banker på døren til Europa. Ligesom det er et mål, at vores danske elever får en bedre forståelse for og dialog med de syriske flygtningebørn, vi modtager på skolen,” siger Egebjergskolens leder Bjarne Schuricht.
Det er Images Ung under Center for Kultur og Udvikling (CKU), en selvejende institution under Udenrigsministeriet, der organiserer de to kunstfaglige workshops med de syriske kunstnere. Og det var i Silkeborg under en temadag for lærere og skoleledere, arrangeret af Undervisningsministeriets internationale vejledere, at Bjarne Schuricht besluttede at invitere de syriske kunstnere til Horsens. Her hørte han Images Ungs medarbejder Jacoba Niepoort fortælle om de workshops med internationale kunstnere, som institutionen har organiseret på skoler over hele Danmark siden 2010.
”Oplægget var meget inspirerende. På Images Ungs workshops får eleverne mulighed for at indgå i en personlig dialog og i et kulturmøde med unge syrere. Det giver et helt anderledes perspektiv på Syrien end TV-avisens reportager fra landet,” vurderer Bjarne Schuricht.
Internationalisering hele skoleåret
Når Egebjergskolen afvikler international temauge i september, er det ikke hverken første eller sidste gang, at skolen indleder et internationalt samarbejde. Egebjergskolen har blandt andet i et par år haft en venskabsskole i Kina og samarbejder med en skole i Spanien. Ligesom en række andre danske folkeskoler søger Egebjergskolen om et vejledningsforløb hos Undervisningsministeries internationale vejledere. Derudover har de i lærerstaben udpeget en international rådgiver, hvis opgave er at inspirere alle skolens lærere til at skabe globalt udsyn i alle fag og i løbet af hele skoleåret.
”Som skole er det vores opgave at pirre de unges nysgerrighed og forberede dem på, at de lever i en globaliseret verden,” forklarer Egebjergskolens leder Bjarne Schuricht.
Images Ungs programleder Aya Lee glæder sig over, at Egebjergskolen inviterer de syriske kunstnere til at deltage i skolens globale temauge.
”Over hele Danmark oplever vi blandt lærere og skoleledere en øget interesse for at skabe globalt udsyn gennem kunsten. De unges personlige møde og kreative samarbejde med internationale kunstnere lærer dem, at kunsten spiller en vigtig rolle i samfundet,” siger Aya Lee.