Fortsæt til indhold

Lokal virksomhed flytter 50-60 arbejdspladser til Horsens

Virksomheden rykker ind på Casa Arena som lejer af lounge og skybokse, der var tiltænkt AC Horsens' sponsorer

Samfund
Jeppe Rafn

AC Horsens A/S stopper som lejer af lounge og skybokse på Casa Arena Horsens.
Der er fundet en ny lejer, og dermed slipper AC Horsens for en betydelig økonomisk forpligtigelse, som ifølge klubben belaster dens økonomi og i sidste ende truer dens eksistens.
“Vi havde allerhelst set, at vi fortsat kunne disponere over lounge og skybokse til sponsorpleje, arrangementer og lignende. Men vi må konstatere, at det trods en ihærdig indsats ikke er lykkedes at gøre faciliteterne til en indbringende forretning for AC Horsens,” siger bestyrelsesformand i AC Horsens A/S, Ole Simonsen, i en pressemeddelelse.
Ifølge formanden er opsigelsen af lejeaftalen afgørende for, at man kan fortsætte med fodbold på højt niveau i Horsens.
"Der vil fortsat være faciliteter på stadion i forhold til sponsorpleje og lignende, og den nye aftale får heller ikke indflydelse på at gennemføre eksempelvis det kommende Speedway Grand Prix på stadion," siger formanden for AC Horsens.
Den nye lejeaftale indgås mellem ejeren af lounge og skybokse, Ejendomsselskabet Casa A/S, og den nye lejer, som er en større lokal baseret virksomhed i vækst. Virksomheden flytter ind 1. november og flytter samtidig yderligere 50-60 arbejdspladser til Horsens.
“Casas interesse i den her sag er at hjælpe AC Horsens ud af en stor økonomisk forpligtigelse, som det har været svært at løfte efter nedrykningen fra Superligaen,” siger Casas bestyrelsesformand Michael Mortensen.
Horsens Kommune, som ejer de resterende dele af stadion, er blevet løbende orienteret, og borgmester Peter Sørensen bakker op om løsningen.
“Herfra skal lyde fuld opbakning til og anerkendelse af, at AC Horsens agerer økonomisk ansvarligt og tilpasser organisation og udgiftsniveau til den nye økonomiske virkelighed. Men det er klart, at de forskellige arrangører og aktører på stedet kommer til at tænke i alternative løsninger, når man ikke længere kan disponere over den store lounge. Samtidig vil jeg dog minde om, at der fortsat er en lounge i den kommunale del af stadion, som kan benyttes fremadrettet. Derudover glæder jeg mig altid over, når der kommer nye gode arbejdspladser til byen," siger borgmesteren.
Casa kan efter aftale med den nye lejer ikke afsløre navnet på den lokale virksomhed, inden den har orienteret sine medarbejdere. Det oplyser Casas kommunikationschef Dorthe Paradowski.