Fortsæt til indhold

Det ligner ikke dinosaurer

Danske palæontologer kritiserer, at dinosaurerne i filmen Jurassic World, der havde premiere 11. juni i danske biografer, slet ikke skildrer dinosaurerne, som vi i dag ved, at de så ud

Samfund
Af: Michael Thykier videnskab.dk

De ikoniske Jurassic Park-film fra 1990'erne står stærkt i mange menneskers erindring, og fortællingen om de store rovdinosaurer og menneskers møde med dem fortsættes i en ny film, der havde premiere den 11. juni.
Men lever filmen så op til, hvad vi i dag ved om, hvordan dinosaurerne ser ud?
"Man skal bestemt ikke se filmen af faglige grunde. Der er på ingen måde fulgt med i de seneste 20 års forskning," siger Jesper Milan, som er ph.d. og museumsinspektør på Østsjællands Museum, der vurderer filmens dinosaurer efter at have set to trailere fra filmen.
Han lægger først og fremmest mærke til én ting;.
"Rovdinosaurerne bliver portrætteret, som man troede, de så ud for 20-30 år siden. Deres krop er nøgen og reptilagtig. Og nu ved vi jo, at stort set alle former for rovdinosaurer havde fjer," siger han og tilføjer, at heller ikke rovdinosaurernes arme er gengivet korrekt. I virkeligheden har de nemlig været bøjet mere som en fugls vinger. De har altså ikke siddet i den 'kradsestilling', som man ser i de to trailere.
Hans kollega, Jakob Vinter, palæontolog og lektor på University of Bristol, minder om, at visse rovdinosaurer mindede meget om netop fugle.

Er 20 gange for stor

"Velociraptorerne, som er de rovdinosaurer, der på et tidspunkt bliver 'trænet' af hovedpersonen i filmen, ved vi, havde meget komplekse fjer. Faktisk var de nogle af de dinosaurer, som var allertættest på fuglene," siger han.
I et af de mest markante klip i traileren springer en kæmpe stor såkaldt mosasaur op af havet og snupper en hvidhaj til stor glæde for tilskuerne ved et stort show, der kunne ligne Jurassic Worlds svar på Seaworld.
Selvom mosasaurer var kæmpestore i virkeligheden, og kunne blive op til 20 meter lange, er scenen i filmen dog stærkt overdrevet, forklarer Jakob Vinter.
"Hvis man ser på den mosasaur, som springer op af vandet i traileren, og sammenholder dens størrelse med den store hvidhaj, som den æder, så kan man se, at hovedet alene må være mindst 20 meter langt. Det vil sige, at kroppen skulle være omkring 200 meter lang. Det må siges at være stærkt overdrevet og selvfølgelig ikke i tråd med, hvad videnskaben kan byde ind med," siger han.
Jakob Vinter gætter på, at mosasauren er 20 gange for stor, og at rovdinosaurerne er portrætteret uden fjer for at gøre de forhistoriske dyr mere skræmmende. Og det er ærgerligt, mener han.