Fortsæt til indhold

På vej til Katmandu for at bygge huse

Maria Baagøe Bove, radikalt byrådsmedlem i Skanderborg, har pakket rygsækken og er klar til at tage til Nepal, for at bruge tre uger af sommerferien på hjælpearbejde

Samfund
Grethe Bo Madsen

Tre uger af sommerferien har Maria Baagøe Bove planlagt at knokle. Hun har taget kontakt til en gruppe af frivillige, der har startet et nødhjælpsprojekt op i Katmandu i Nepal.
“Projektet hedder Bring Thoughts to Action, og handler kort og godt om, at hjælpe ofrene for jordskælvene i Nepal,” fortæller Maria.
Den unge byrådspolitiker hørte om projektet gennem en veninde, der var i Nepal, da jordskælvet fandt sted i april, og turen til Nepal har hun selv arrangeret og betalt af egen lomme.
“Jeg kontaktede de frivillige bag projektet for at høre, om de kunne bruge min hjælpe, og det kunne de godt. Planen er, at jeg skal hjælpe med at bygge shelters til jordskælvsofrene i Katmandu,” forklarer hun.
“De spurgte, om jeg kunne lide børn, og da jeg svarede ja til det, så arrangerede de overnatning for mig på et børnehjem med 11 børn,“ smiler hun.
Derfor har Maria nu været rundt i butikker i Skanderborg for at høre, om de ville sponsorere nogle gaver til børnene.
“De har faktiske sagt ja, alle de steder jeg har spurgt. Så nu har jeg gaver med fra Fætter BR, Intersport, Matas og Bog og Ide.”

Shelters til jordskælveofre

Selvom Udenrigsministeriet fraråder rejser til Nepal, er Maria ikke bekymret - heller ikke selv om hun rejser alene.
“Jeg synes, det er vigtigt at hjælpe, når man kan. Rigtig mange mennesker i Nepal er berørt af jordskælvet. Der er mange, der har mistet rigtig meget.”
Planen er, at Maria skal tilbringe tre uger i Nepal med at bygge shelters. Derefter fortsætter hun til Vietnam, hvor hun har planlagt at backbacke på egen hånd.
“Jeg må have 20 kilo bagage med i flyet til Vietnam, og 30 kilo til Nepal. Så jeg har lige 10 kilo, som jeg kan fylde op med gaver til børnene på børnehjemmet,” smiler hun.
Du kan læse mere om projektet Bring Thoughts to Action på www.facebook.com/bringthoughtstoaction

Det er huse som disse, Maria skal hjælpe med at bygge i Nepal. Foto: Private