Horsens vil ha' 2.500 industriarbejdspladser tilbage
Virksomhederne, uddannelsesinstitutionerne, jobcentret og arbejdsmarkedets parter arbejder tæt sammen i Horsens Kommune om at genskabe tabte arbejdspladser i industrien
"Skal vi lykkes med at skaffe de mange industriarbejdspladser tilbage, som vi har mistet i 00'erne, er det nødvendigt, at virksomhederne, uddannelsesinstitutionerne, jobcentret og arbejdsmarkedets parter arbejder tæt sammen."
Det siger Thomas Iversen, administrerende direktør på metalvirksomheden Brimas A/S. Han deltager i det forum, der blev skabt i det lokale projekt 'Omstilling til Ny Industri', der vil genskabe de 2.500 arbejdspladser, industrien har mistet under finanskrisen i Horsens-området.
Projektet blev til på baggrund af et politisk ønske i Horsens Byråd og drives til daglig af BusinessHorsens. Her har parterne i fortrolighed diskuteret, hvordan man kan kvalificere arbejdskraften til de nuværende og fremtidige behov. Parterne har snakket redskaber, målsætninger, rollefordeling og meget mere, oplyser Business Horsens i en pressemeddelelse.
"Dialog og tæt samarbejde i et fortroligt forum er nødvendigt, hvis vi skal komme videre. Arbejdsmarkedets parter skal sidde på samme side af bordet og i fællesskab finde frem til de bedste løsninger til virksomhedernes behov. Løsninger, som kan sikre nuværende arbejdspladser samt skabe nye og flere i fremtiden," siger Thomas Iversen, der ønsker at fastholde det fortrolige forum.
Samarbejdet skal ifølge direktøren bestå i konkret dialog mellem parterne, så der hele tiden arbejdes på at kvalificere arbejdskraften til behovet. Behovene skifter i dag meget hurtigt i takt med den globale og teknologiske udvikling, og lynhurtig omstilling og efteruddannelse på et fleksibelt arbejdsmarked er derfor et must.
Brimas direktøren ønsker endvidere, at lærere og elever fra folkeskolen kommer ud og ser virksomhederne, og hvordan de fungerer. Gerne allerede fra de små klassetrin, så der tidligt i livet kan skabes motivation for og tryghed ved metalindustriens og håndværkernes arbejdsforhold, og derved også forståelse for mulighederne.
Et andet ønske er lynhurtig behandling ved myndighederne i forbindelse med byggesager og lignende. Gennem et tæt og tillidsfuldt samarbejde med myndighederne skal for eksempel byggesager kunne ekspresbehandles til gavn for virksomhederne og de ansatte.