Nyt posthus hos Shell på Allégade i Horsens
Post Danmark har åbnet et nyt posthus hos Shell på Allégade i Horsens, hvor du kan hente pakker og købe frimærker. Ifølge Post Danmark er Shell en attraktiv partner, blandt andet på grund af lange åbningstider. Post Danmark er nu oppe på at have cirka 1.025 posthuse og 475 pakkebokse i hele landet.
“Vi arbejder hele tiden på, at det skal være nemmere for vores kunder, når de mange pakker fra den boomende e-handel skal hentes. Derfor ser vi meget frem til at kunne tilbyde Horsens-borgerne et posthus mere sammen med Shell, som er en attraktiv partner bl.a. i kraft af deres lange åbningstider,” siger Anette Hansen, kundechef i Post Danmark, i en pressemeddelelse.
I det nye Shell-posthus kan kunderne hente pakker, som bestilles til direkte afhentning, mens der også kan købes frimærker. Posttilbudene kan benyttes i hele butikkens åbningstid døgnet rundt.
“Vi glæder os til samarbejdet med Post Danmark. Det er en ekstra god service for vores kunder, at de nu kan hente deres pakker via Post Danmark hos os,” siger Peter Torp, indehaver af Shell i Horsens.