Tak for indsatsen, Troels Lund Poulsen
Den nye minister får ros for sin indsats i erhvervsnetværket Green Network, han nu træder ud af
Den 28. juni blev Troels Lund Poulsen udnævnt til Erhvervs- og vækstminister i den nye Venstre regering. Det betyder samtidig, at han stopper som bestyrelsesmedlem i erhvervsnetværket Green Network, som han efterlader i positiv vækst.
”På vegne af bestyrelsen i Green Network og vores medlemsvirksomheder vil jeg gerne sige tusind tak for indsatsen, som Troels Lund Poulsen har lagt som bestyrelsesmedlem i Green Network, og ønske tillykke med den nye ministerpost,” siger Peter Skou, der er formand for bestyrelsen i Green Network og direktør for R2 Group i Hedensted.
”Vi har haft stor glæde og gavn af Troels' viden og erfaring, og hans aktive deltagelse i Green Networks bestyrelsesarbejde og mange besøg hos vores medlemsvirksomheder har været et værdifuldt bidrag til den vækst, som Green Network oplever i dag,” siger Peter Skou i en pressemeddelelse fra Green Network.
Et nyt medlem om ugen
Medlemstallet i Green Network er i 2015 steget med et nyt medlem ugen, efter at erhvervsnetværket på halvandet år har tilpasset sig en ny virkelighed, hvor virksomhederne efterspørger vidt forskellige løsninger til bæredygtig vækst.
”Forretningsdrevet CSR og bæredygtighed er blevet vækstparametre for fremtidens konkurrencedygtige virksomheder, og derfor efterspørger flere og flere viden og løsninger til at udvikle sig på de her områder. Derfor kan vi i dag kan servicere vores medlemsvirksomheder inden for hele CSR og bæredygtighedsområdet,” siger Peter Skou.
Fra lokal til international
Som led i strategiprocessen har bestyrelsen arbejdet på at løfte Green Network op på den internationale scene.
”Vi har kun set toppen af isbjerget med hensyn til mulighederne i at arbejde forretningsdrevet med CSR og bæredygtighed. Derfor har vi opbygget samarbejder med nationale og internationale aktører for at skabe adgang til ny viden, projekter og løsninger, der kan være med til at modne danske virksomheder på området,” siger administrerende direktør i Green Network, Kenneth Hald Jensen.
I 2014 blev Green Network udpeget som nationalt landekontor for CSR Europe, der forbinder 10.000 virksomheder gennem 41 landekontorer i 30 europæiske lande.
”Vores position som landekontor for CSR Europe sætter Green Networks formåen i et helt nyt perspektiv. Med så stort et europæisk videns- og kompetencecenter at trække på, bliver vi i stand til at levere de svar og de løsninger, som vores medlemmer efterspørger til at skabe bæredygtig vækst,” fortæller Kenneth Hald Jensen.
Hvem der skal overtage Troels Lund Poulsens plads i Green Networks bestyrelse er endnu ikke afgjort.
Green Network er et medlemsbaseret, non-profit erhvervsnetværk med det formål at bidrage til bæredygtig vækst og udvikling i små og mellemstore virksomheders gennem arbejdet med samfundsansvar (CSR) som forretningsdisciplin. Green Network har eksisteret siden 1994 og har omkring 130 medlemmer, som tæller både private virksomheder samt erhvervsorganisationer og kommuner i Trekantsområdet.