Fortsæt til indhold

“Det er en øvelse ikke at stresse over skvalderkål”

Kolonihave-kendis har mange sommer-yndlingssteder. Et af dem er kolonihaven på Marienlystvej

Samfund
Christina S. Johansen

Tanken om at sælge kolonihaven i Haveforeningen Marienlyst i Aarhus N har strejfet ham nogle gange, men alligevel har han holdt fast i den siden 2010.
For selvom en kolonihave giver en masse ekstra arbejde, så giver det også en masse glæde.
“Det er bare med at finde en balance mellem frustrationerne og nydelsen. Man må sørge for, at vægtskålen hele tiden vejer tungest på det sidste,” siger 39-årige Peter Nordholm Andersen fra Risskov - han fortsætter:
“At have en kolonihave er en øvelse i ikke at blive stresset af, at skvalderkålen er gået i blomst, og af at huset har sine mangler og så bare nyde ens egne økologiske grøntsager. At kunne tage en sprød og saftig sukkerært lige fra stilken eller opleve kartoflernes særlige bløde konsistens.”

Peters lille laboratorium

Du husker ham måske fra programmet 'Peter og Kolonihaven', som kørte på TV2 Fri i foråret 2014.
Har udstillede han sin viden og uviden omkring det at have en kolonihave og de udfordringer, som er her.
Nogle af projekterne i programmet gik godt - andre mindre godt - og lysten til at eksperimentere med tingene er fortsat intakt.
“Haven her er jo mit lille laboratorium,” siger Peter Nordholm Andersen, som, siden optagelserne sluttede, er blevet genkendt flere gange og udelukkende er blevet mødt med positive tilkendegivelser.

Stort friluftsmenneske

Den 39-årige far og ægtemand er uddannet journalist og friluftsmenneske med stort f.
Cykelture med telt på bagagebæreren samt vilde vandreture er lige ham.
“Med flere komplekse jobs søger jeg stilheden i naturen. Her lader jeg batterierne op og prøver ikke at tænke så meget - i bedste fald holder jeg helt op med at tænke, hvis det sker i bjergene, kalder jeg det at være fjeldoptaget,” siger han.
Med vandreture i det meste af verden bag sig er der mange steder, han vil kalde for sit yndlings sommersted.
“Et af dem er denne have.”