Fortsæt til indhold

AktiveUnge ruller ud med sportsstjerner

’Det Rullende Akademi’ er nu en realitet efter økonomisk støtte fra Claus Hommelhoff og Aarhus Kommune

Samfund
Kim S. Andersen

En sort Opel-varevogn pakket med sportsudstyr er nu klar til at rulle ud til skolerne i Aarhus Kommune. Det er den selvejende institution AktiveUnge, der står bag initiativet, som har fået navnet 'Det Rullende Akademi'.
“'Det Rullende Akademi' er et koncept, hvor os fra AktiveUnge rykker ud med vores køretøj til skoler i forbindelse med, at de har haft besøg af håndboldspillere fra SK Aarhus eller basketballspillere fra Bakken Bears. Så når de unge har hørt på en peptalk fra lokale sportsstjerner, følger vi op med nogle idrætsrelaterede konkurrencer. Det kalder vi for aktivitetsopfølgning, og det kan både foregå i gymnastiksalen eller skolegården,” fortæller Morten Toft.
Han er leder af AktiveUnge, der blev stiftet i april 2014.

Elitesport som inspiration

Akademiet har både fået økonomisk støtte fra Aarhus Kommune og erhvervsmanden Claus Hommelhoff, der også er medstifter af AktiveUnge.
“Vi vil ud på skolerne og ud i lokalområderne for at inspirere børn og unge og være med til at styrke motorik og bevægelse, der er fokus på i skolereformen,” fastslår Toft.
AktiveUnge har tidligere besøgt skoler med Bakken Bears' professionelle spillere, og her har stjernerne fortalt om tankegangen bag elitesport, holdånd og om at nå sine målsætninger.
“Vi tror på, at besøgene fra sportsstjernerne giver en endnu større effekt, når vores taskforce kommer lige efter og sætter børnene i gang med at spille noget basket eller håndbold, “ siger Morten Toft.
Dette 'taskforce' består af ham selv og Lisette Skov, som er konsulent hos AktiveUnge samt praktikanter med særlig interesse for sport og unge. Derudover er der også forskellige studerende tilknyttet.
Toft håber, at der med tiden kommer flere rullende akademier. Ikke kun i Aarhus men i hele regionen. Det arbejdes der løbende på:
“Vi rækker hånden frem mod erhvervslivet i Aarhus og fonde for at få støtte til flere rullende akademier, task forces og ikke mindst aktiviteter og events, siger han.