Fortsæt til indhold

Iværksætter hjælper praktikanter på vej

Nystartede virksomheder som PR Marketing i Horsens kan få hjælp af Business Horsens til at finde egnede praktikanter

Samfund
Jeppe Rafn

PR Marketing er et mindre reklame- og kommunikationsbureau med kontor i Vitus Bering Innovation Park i Horsens. Bureauet tilbyder blandt andet at lave hjemnmesider, webshop, apps, mødebooking og logodesign.
Iværksætter Piratheep Rabindranath startede bureauet fra sin bopæl i Sønderbro i Horsens i 2012, mens han læste International Sales and Marketing Management på VIA. I dag er han fuldtidsbeskæftiget i sin virksomhed og har rigeligt at se til.
“Jeg savner en ekstra mand, selvom min kone hjælper til, men jeg har ikke råd til at ansætte en,” fortæller Piratheep Rabindranath.
Han kontaktede derfor Mustafa Niazi, der er matchmaker i Business Horsens, for at høre, om det var muligt at få en praktikant.
“Der er rigtig mange små og mellemstore virksomheder, der ikke har tid til at rekruttere medarbejdere og finde det rette match. Mit job er både at være opsøgende og hjælpe virksomheder, der henvender sig, og med udgangspunkt i virksomhedernes behov og de udfordringer, de står overfor, finder jeg det rette match. I år håber jeg at nå op på at matche 100 praktikanter med en virksomhed,” fortæller Mustafa Niazi, som få dage efter henvendelsen fra PR Marketing vendte tilbage med nogle egnede kandidater.

Erfaring og netværk

En af kandidaterne var Faisal Suheimat fra Horsens, som er kandidat i medievidenskab fra Syddansk Universitet. Han blev ansat som praktikant i fire uger hos PR Marketing, hvor han blandt andet har hjulpet med at opdatere virksomhedens hjemmeside og udvikle løsninger til PR Marketings kunder.
“Det er et spændende sted med plads til at prøve noget af, fordi det er en mindre virksomhed. Jeg får udvidet mit netværk, og selvom det kun er fire uger, kan det forhåbentlig føre til mere,” siger Faisal Suheimat, som har været en gevinst for PR Marketing.
“Vi har fået en del ud af det. Faisal har mange idéer, og det er rart at få nogle andre øjne på sit arbejde. Det har været en god oplevelse at have en praktikant,” siger Piratheep Rabindranath fra PR Marketing, som efter praktikperioden har ansat Faisal på freelance basis.
Reklamebureauet har faktisk fået flere nye kunder under Faisels praktikperiode. Økonomien er endnu ikke til at ansætte en ekstra medarbejder, men PR Marketing har siden fået en grafiker i praktik, og til august begynder tre Global Business ingeniørstuderende i praktik.
“Jeg håber i fremtiden at få mulighed for at kunne ansætte medarbejdere,” siger Piratheep Rabindranath fra PR Marketing.