Gørløses beboere følte sig alene med flygtningeopgaven
Naboerne til flygtningehuset i Gørløse savnede kommunen, da husets første beboere flyttede ind. Men nu har Hillerød fået både en social vicevært og en leder af integrationsteamet
Var det ikke for naboerne og medlemmerne af den lokale Facebookgruppe 'Gørløse Byder Velkommen', ville de seks syriske flygtninge, der blev de første beboere i flygtningehuset på Th. Petersensvej, formentlig have været overladt fuldt og helt til sig selv - uden mere end blot de mest sparsommelige møbler.
Det er i hvert fald den følelse, beboerne i Gørløse har.
"Det virker, som de bare er placeret i det hus. Der er rigtig meget, der mangler i det stort set tomme hus. Derfor bliver opgaven rigtig stor," sagde Anja Nielsen, der i starten var en af de to kontaktpersoner til huset på Th. Petersensvej:
"Vi har nogle forventninger, men ved jo ikke, hvad kommunen leverer. Blandt andet kunne vi godt tænke os, at der var en fast kontaktperson i dagligdagen
Minimalt bidrag
Rie Wolff-Gotfredsen, som bor lige over for flygtningehuset, er helt enig:
"I forhold til indflytningen og integrationen har kommunen efter mit indtryk bidraget minimalt. Man har sat et par gipsvægge op, sørget for senge, lidt reoler samt basale fornødenheder som bestik, glas, tallerkener, håndklæder," siger hun:
"Flygtningene er overladt fuldstændigt til sig selv og Gørløses borgeres opgave at aktivere og hjælpe dem på vej. Som naboer til en institution, der nu rummer flygtninge, virker det umiskendeligt som om, at politikerne lægger det meste af opgaven i hænderne på borgerne i området."
Der er rettet op
Hillerød Kommune tager kritikken til sig. Og man har nu fået ansat både en leder af integrationsteamet og en såkaldt social vicevært, fortæller arbejdsmarkedschef Stine Hollendsted til Hillerød Posten:
"Det er fuldstændigt korrekt, at der i starten var et slip i forhold til at få etableret funktionen med den sociale vicevært, som fører opsyn med flygtningeboligerne. Men nu mener vi, at vi har rettet op på tingene," understreger hun:
"Vi har ingen som helst intention om at lægge opgaverne over på beboerne i Gørløse. De må gerne være gode naboer, men det er vores opgave som kommune at sikre, at beboerne i flygtningehusene har det, de skal have."
Hun fortæller, at kommunen er i daglig kontakt med beboerne, og at den sociale vicevært besøger mindst én gang om ugen flygtningeboligerne i kommunen. Der er tale om op til 10 forskellige adresser.
"Fra vores synspunkt gør vi, hvad vi kan, for kommunikationsmæssigt at nå helt ud til beboerne med vores budskaber. Men vi vil da overveje, at sende et brev ud til beboerne i lokalsamfundene, hvor vi fortæller de her ting," siger Stine Hollendsted.
Beklager
Også kommunens nyansatte sektionsleder for integrationsteamet, Baris Atak, beklager forløbet i Gørløse. Han siger til Hillerød Posten:
"På grund af den store strøm af flygtninge er tingene gået stærkt. Derfor beklager vi, at der ikke har været nok struktur på tingene. Men vi er i god kontakt med beboerne nu, og det bliver bedre. Vi har styr på tingene," pointerer han:
"Vi tager utilfredsheden med opstarten positivt, for det betyder, at man i Gørløse jo gerne vil de mennesker, og skal vi kunne lykkes, er vi altså meget afhængige af lokalsamfundene, for hverken kommune eller stat kan løse opgaverne alene."