Diamanten sprang ud som en Hinge-sten
En ret enestående hæder til Weber Leca-fabrikken ved Hadsten
Torsdag var der feststemning på leca-værket i Hinge mellem Hadsten og Randers. Det rigtige navn er Saint-Gobain Weber. Det antyder, at den fransk-baserede virksomhedskæde, Saint-Gobain, er ejeren. Over hele verden har firmaet godt en halv million ansatte. I region Norden og Baltikum ligger det lokale leca-værk med 86 produktionsmedarbejdere.
En symbolsk diamant blev denne torsdag givet fra hovedfirmaet til værket i Hinge.
Baggrunden handler om sikkerhed og arbejdsmiljø. I Norden og Baltikums 500 lokationer uddeles kun denne ene diamant i år. På verdensplan uddeles kun 18 af disse ”Performance Diamonds”.
Flytter hurtigt og langt
I talerne kom begrundelserne for den opnåede diamant tydeligt frem.
Den lokale direktør Henrik Bech Jensen: “Også andre virksomheder kan fortælle om 857 dage uden ulykker, men vores styrke er, at vi har flyttet os meget på kort tid,” lød det, og Henrik Bech Jensen konstaterede også, at ændringer i attituderne også kan mærkes på virksomhedens drift.
Det blev den øverste inden for Norden og Baltikum, Thierry Lambert, der overrakte det smukke stykke glaskunst, der symboliserede diamanten til fabrikschef Jakob Dyrby Knudsen.
”I har gjort fantastiske fremskridt, men der er som altid plads til forbedringer,” lød rosen fra Thieey Lambert, der også kunne se en kobling til bundlinjen: ”Good in safety, good i business”.
Også Favrskovs borgmester Nils Borring holdt tale. Han pointerede, at det ikke var nok at lave regler, men at det handler om at få disse ført ud i livet.
Husk at bakke
Nils Borring omtalte det meget håndgribelige sikkerhedstiltag, som alle vi besøgende straks opdager. Et skilt forkynder, at man bakker ind i P-båsene. En logisk konsekvens af, at medarbejderne forventes at være friskere om morgenen, så parkeringsmanøvrerne er lette end til fyraften. Rent teknisk er det også nemmere. Tænk bare på en parallelparkering.