Nyt strandtilbud på vej i Kolding
Vandhunde kan godt begynde at glæde sig. Nye muligheder for vandaktiviteter i området syd for Marina Syd i Kolding er på vej. Campus Beach bliver navnet på Koldings nye strandareal ved Marina Syd, hvor der løbende vil komme en række aktivitetsmuligheder på både land og vand.
“Kolding ligger lige ved vandet, men mangler bynære områder med muligheder for vandaktiviteter. Det får vi med Campus Beach. Tilbuddet er midlertidigt, da området skal udvikles med udbygning af marinaen i løbet af de næste år. Det giver os en god lejlighed til at prøve nogle nye aktiviteter af,” siger områdechef Martin Sejersgaard-Jacobsen fra By- og Udviklingsforvaltningen i en pressemeddelelse.
Det nye sommertilbud er et socialøkonomisk udviklingsprojekt skabt i samarbejde mellem Kolding Kommune og SlotssøBadet. Tanken er, at det er kommunen og SlotssøBadet, der sammen skal holde driften af området med vedligehold og aktivitetsudbuddet. Borde og bænke er allerede opsat på Campus Beach, mens aktivitetstilbuddene formentlig er på plads i næste uge.