Fortsæt til indhold

Stormflods-sikring skrider fremad i Jyllinge

Arbejdsgruppe i nordmarken ser på eksisterende skitseprojekt

Samfund
Arkiv

Det, der var én stormflod i december 2013, er nu blevet til tre kystbeskyttelsesprojekter i Roskilde Kommune.
I Jyllinge Nordmark og i Inderfjorden Vest har et flertal af grundejerne tilkendegivet, at de gerne vil have en sikring og være med til at betale for den.
Det skriver Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.
Derfor gælder det om at etablere digerne så hurtigt som muligt. Men inden det er muligt, skal projekterne først detailprojekteres, økonomien skal fastsættes og der skal indhentes relevante tilladelser.
Det bliver i sidste ende borgernes anlæg, og den efterfølgende vedligeholdelse skal varetages af borgerne gennem et digelag. Derfor er fokus nu på, at grundejerne i områderne tager ansvar for valg af tekniske løsninger og projekternes fremdrift.
Grundejere og foreninger i de to områder har nedsat en arbejdsgruppe i hvert område, som tager stilling til hvordan skitseprojekterne skal justeres og udarbejder oplæg til, hvordan sikringen skal finansieres.
Da det i sidste ende er Kystdirektoratet, som skal give tilladelse til projekterne, sker justeringer af skitseprojekterne i tæt dialog med direktoratet. Ingeniøropgaven med at udarbejde detailprojekteringen for Jyllinge Nordmark og Inderfjorden Vest er nu sendt i EU-udbud. Hen over sommeren vil de rådgivere, som skal give tilbud på opgaven blive valgt. Det endelige valg af rådgiver sker i august.
I Jyllinge Nordmark ser arbejdsgruppen på et forslag til, hvordan det eksisterende skitseprojekt kan justeres, så beboerønsker så vidt muligt imødekommes.
Det justerede skitseprojekt vil være grundlaget for estimering af omkostninger og forslag til fordelingsnøgle. Den store andel af beboere, som ikke direkte deltager i dette arbejde, kommer på banen igen, når det nye forslag bliver fremlagt på et beboermøde. Byrådet har i juni besluttet at sende forslaget til lokalplan for området i offentlig høring og at anlægget er VVM-pligtigt. Alle interesserede kan høre nærmere om planforslagene på borgermøde den 25. august kl. 19.00 i hallen på Baunehøjskolen.