Fortsæt til indhold

130 unge sagde farvel til 10. klasse

Dimission på 10 kcd i Grenaa

Samfund
Anette Bonde

Cirka 460 unge, forældre, bedsteforældre, kærester, skolebestyrelse og personale var med, da 10. Klasse Centret i Grenaa, 10kcd, havde dimission for 130 unge torsdag 25. juni i Grenaa Idrætscenter. Målet med 10. skoleår er at blive uddannelsesparat, og det er lykkedes for stort set alle unge at komme videre i uddannelsessystemet, fortæller skoleleder Lissi Pedersen.
10. august forventes cirka 100 nye unge at begynde deres 10. skoleår. Søgningen er størst til den nye temalinje EUD10, som drives i samarbejde med de lokale ungdomsuddannelser.

Flid og venskaber

Skolens bestyrelsesformand Sofie Larsen, Ryomgaard, holdt festtalen. Hun talte om den flid, eleverne har lagt for dagen for at nå til dimissionen, og om de venskaber, der er blevet knyttet i forløbet, om det vemodige, der ligger i at afslutte, og om den fremtid, der ligger lige foran dimittenderne.
“Det er i dag noget af en udfordring at finde den rigtige uddannelse, men I er jo allerede godt på vej, dels med jeres eksamen i bagagen og dels med den rådgivning, I har fået fra jeres lærere. Så jeg er sikker på, at I alle nok skal finde jeres vej videre i livet.”

“Du er klogere end du ved”

Hun ønskede eleverne en god og velfortjent sommerferie, og sluttede af med et citat fra en af hendes yndlingsfisolosoffer, Peter Plys.
“Peter Plys har sagt mange både søde og kloge ting og jeg vil slutte med citere et af Peters mange gode råd: ”Lov mig, at du altid vil huske dette: Du er modigere, end du tror, stærkere end du ser ud til og klogere, end du ved”.