Over 1000 besøgende til Rock i Rusk

»Hvor fanden skal jeg egentlig stå på scenen,« spørger en 9. klasses elev med en guitar i hånden i backstageområdet til lørdagens Rock i Rusk. Ti sekunder efter går tæppet til siden, og bandet ’Valgfag Rosmus’ med elever fra skolens 8. og 9. klasse træder spændt ind på scenen.

Foran dem strækker Rosmus Skoles fællesrum sig med publikum, dunkel belysning og storskærme, der viser close ups af musikernes optræden. De er det 12. band ud af i alt 25, der stilmæssigt strækker sig fra blæserock til rap og hård rock, som skal spille i løbet af dagen.

Umiddelbart inden er en pige fra Kulturskolen Syddjurs gået fra scenen. Hun sang solo, og da hun kommer ud bag tæppet, begynder hun at græde og hele hendes krop skælver.

»Det gik fint,« forsikrer hun gennem stort smil og tårer, og forklarer, at det bare var ret vildt at stå der på scenen. Og det er jo det, det er - og det er derfor, Rock i Rusk gør en forskel.

»Vi giver de unge muligheden for et trygt sted at stille sig op og prøve kræfter med at spille sammen live foran et publikum. Det får alle følelserne frem, nervøsitet, spænding og glæde, når det lykkes. Det er sådanne oplevelser, man aldrig glemmer,« siger formand for foreningen Rock i Rusk, Finn Harding.

Loyale frivillige

Og det er netop det, den lille musikfestival kan. Skabe minder, og derfor kommer mange tidligere elever, forældre og ansatte tilbage år efter år for at bidrage frivilligt. I år troppede 70 personer op for at give en hjælpende hånd.

Inge Bertel, tidligere ansat, men nu pensionist, kom første gang i 1984 og har været frivillig alle år siden, på nær sidste år.

»Der kom jeg som almindelig gæst, og det var helt forkert. Så nu er jeg tilbage i trøjen. Rock i Rusk skal jeg bare til hvert år, det er en helt speciel dag.«

Alfred Kjeldsen gik ud af 9. klasse på Rosmus Skole for fire år siden, og det undersøgende og aktive musikmiljø, der udgør skolens DNA, fik ham allerede i de små klasser bag trommerne, som han nærmest ikke har forladt siden. Han har, som så mange andre af de frivillige, derfor selv stået med rystende knæ på scenen. Han spiller stadig i et band i dag, og han tilskriver Rock i Rusk en stor del af æren.

»Jeg har været med, fra jeg var helt lille, og den oplevelse vil jeg gerne have, at børn og unge stadig kan få i dag, så derfor er jeg frivillig her hvert år. Også fordi det bare er skide hyggeligt, jeg møder en masse fra ’gamle dage’ og så er livemusik jo bare fedt.«

Festivalen ligner på den måde fuldstændigt sig selv. I klasselokalerne kan man få lavet ansigtsmaling, farvet hår, lave krea, danse, spille musik, og udendørs er der pølser på grillen, hoppeborge og alverdens andre aktiviteter.

Et af højdepunkterne på dagen er det store, traditionsrige modeshow, som er opsat af medarbejdere i ungdomsskolen og de unge selv, som efterfølges af et dansk hovednavn, der i år var Ameli Dot.

Flere end 1000 gæster lagde vejen forbi i løbet af dagen, og det er ikke usædvanligt, men i år var der kø fra indgangen og helt ud til vejen lige inden åbningen, og det er trods alt ikke set før, så vidt folk kan huske.

Heldigvis fandt 9. klasses drengen sin plads på scenen, inden han sammen med sit band slog tonerne an til Come Together af The Beatles. Og det er jo i bund og grund det, det hele handler om. At være sammen om musikken og plante frø af mod hos de unge, så de senere tør stille sig op på en scene igen - og måske endda i sidste ende gøre musik til en del af deres liv. Den opgave har Rock i Rusk gjort en ære i at løfte gennem 41 år.

Da avisens udsendte spørger formand for Rock i Rusk, Finn Harding, om festivalen når de 50 år, kigger han undrende, som om alternativet aldrig var faldet ham ind og svarer:

»Ja, selvfølgelig.«