Fortsæt til indhold

Rønnow solgt til Brøndby IF

AC Horsens har solgt målmanden Frederik Rønnow til Brøndby IF, som får en fireårig kontrakt hos Superligaklubben

Samfund
Arkiv

AC Horsens har med øjeblikkelig virkning solgt Frederik Rønnow til Brøndby IF, hvor målmanden tiltræder på en kontrakt, der løber frem til 30. juni 2019. Det skriver AC Horsens på sin hjemmeside.
I den seneste stykke tid har det næsten kun været et spørgsmål om tid, hvornår salget af Frederik Rønnow ville blive offentliggjort, og det er det altså netop blevet.
"Jeg er sindssyg glad og stolt over mit skifte til Brøndby. Jeg skifter til en topklub i Danmark, og kigger jeg bare ½ år tilbage er der sket fantastisk meget på kort tid, så jeg er selvfølgelig stolt over at komme til Brøndby," fortæller en glad Frederik Rønnow til AC Horsens hjemmeside, imens han samtidig også er en smule vemodig over at skulle forlade 'De Gule'.
"Det er vemodigt at forlade AC Horsens, da det er min klub. Jeg var et smut i Esbjerg, men denne gang er det et definitivt farvel. AC Horsens og byen Horsens betyder rigtig meget for mig og vil altid gøre det. AC Horsens har været fantastiske i forbindelse med mit lange skadesforløb, og det er jeg klubben meget taknemmelig over. Så AC Horsens har en stor aktie i mit skifte," fortæller han.
Klubben skriver på sin hjemmeside, at salget vil påvirke årets regnskab positivt. Ifølge andre medier betaler Brøndby IF omkring tre millioner kroner for Frederik Rønnow.