Fortsæt til indhold

Tesgaard kæmper for 3. pladsen med 800 km. igen

Samfund
Arkiv

Så begynder det cyklende lokomotiv aka. Anders Tesgaard fra Esbjerg så småt at kunne se en ende på strabadserne i Race Across America.
Lokalavisen Esbjerg har netop været i kontakt med Michael Pedersen fra teamet, og han fortæller, at klokken er cirka 11.00 amerikansk tid, og at man netop har gjort holdt på McDonalds, da Anders skulle på toilettet.
"Og lur mig om han ikke også skal have en milkshake," griner Michael Pedersen og kalder Anders for intet ringere end Mr. Milkshake.
Adspurgt om det stadig er jordbærmilkshake, der er den foretrukne 'benzin', griner Michael til avisen:
"Nej, han er gået over til vanilje nu. Og Snickers-is."
Der er således ingen tvivl om, at humøret er højt i USA, selv om der naturligvis er kriser undervejs. Blandt andet i nat, hvor Anders ikke var helt tilfreds med nogle ting.
"Der fik vi ham lige talt lidt ned, inden han skulle sove, så han ikke lå og tænkte over det. Men husk på, at vi kører på sjette døgn nu uden meget søvn og har rundet de 4.000 kilometer, så der kan hurtigt lige være en 'lodning, der hopper af'," som Michael formulerer det, inden han dog forsikrer denne signatur om, at der generelt kun er tale om mindre kriser, og at Anders er rigtig godt kørende.
"Vi har som sagt rundet de 4.000 kilometer og har 3. pladsen, hvilket vi er yderst tilfredse med. Der er rigtig mange gode ryttere med i år, og derudover er det ekstremt varmt. Vi har haft flere dage med 40-45 grader, mens vi i Missouri havde en tårnhøj luftfugtighed. De lokale siger, at den sjældent er så høj," forklarer Michael Pedersen.

Cirka 800 kilometer tilbage

Anders og teamet er nu nået til Ohio, og mens man har opgivet at hente David Hasse på 2. pladsen, så er alt sat ind på at holde danskeren Peter Sandholdt, der er på på 4. pladsen, bag Anders.
"Vi har cirka 70 kilometer ned til ham, men det svinger lidt alt efter, hvornår de sover," forklarer Michael, der dog føler sig fortrøstningsfuld i forhold til, at Anders Tesgaard holder 3. pladsen de sidste cirka 800 kilometer frem til målstregen.
Kom så Anders!!!