Fortsæt til indhold

“Jeg er jo bare en almindelig husmor med fem børn”

Ann Skovkær er ny forpagter på Strandcaféen i Bønnerup

Samfund
Anette Bonde

At det lige blev Strandcaféen i Bønnerup, Ann Skovkær skulle prøve drømmen om at drive et spisested af på, vidste hun ikke for fire måneder siden. Men da hun i avisen i marts så, at Strandcaféen var til forpagtning, ville hun ud og kigge. Hun fik en aftale med ejeren, tog afsted sammen med sin mand Karl Eric, og en uge senere stod hun med nøglerne i hånden.
Ann åbnede caféen 40. april op til påske og har så haft åben torsdag, fredag, lørdag og søndag indtil 15. juni, hvor hun begyndte at holde åbent hver dag. Også Karl Eric har været i gang sideløbende med sit landbrug i Revn.
“Karl Eric lavede papirarbejde på regnvejrsdage, hvor han alligevel ikke kunne komme ud og så”, smiler Ann Skovkær.
Selv har hun indtil 1. juni, hvor hun tog orlov, passet sit job som lærer på Kattegatskolen i Grenaa.
Ud over hende selv, hendes fem børn og Carl Erik har hun en kok, to faste hjælpere og unge deltidsansatte fra lokalområdet til at hjælpe i caféen.

Populært hjemmebag

Hun har i flere år været bidt af tanken om at åbne et spisested. Rutinen har hun fra den hjemlige husholdning.
“Jeg er jo bare en helt almindelig husmor med fem børn. Men jeg har altid haft en ide om, at mine børn skulle have god hjemmelavet mad.”
Hun roses for sin madkunst på Strandcaféen, og det viser sig, at også andre har sat stor pris på den gennem tiden. For nylig afslørede hendes datter for eksempel, at hun havde spist mælkesnitter i skolen gennem fem år, idet hendes klassekammerater hellere ville have moderens hjemmebag og derfor havde byttet med deres egne mælkesnitter.

“Så finder vi ud af noget”

Ann Skovkær går ikke ad vejen for det gode tilfælde, forstået på den måde, at hun hurtigt kan ændre planer, hvis lejlighed byder sig.
“Så finder vi ud af noget”, lød det for eksempel forleden, da hun faldt over en stor portion jordbær. Derfor har caféens gæster kunnet nyde jordbæris i stor stil.
En dag havde hun besøg af en klasse fra Kattegatskolen. Egentlig var caféen lukket, men en kvinde, der var ude og køre tur med sine aldrende forældre, bankede på. De havde hørt, at Strandcaféen serverer en rigtig god fisk.
“Jeg bad dem om at vente lidt, og så lavede jeg selvfølgelig en ret til dem. Den service vil jeg gerne yde.”