Havnekoncert med 800 deltagere
Fællessang og lun humor til søndagens havnekoncert
Søndag 5. juli var der gensyn med Gl. Rye optimisterne. En lun sommeraften trak mere end 800 til havnekoncerten i Ry, hvor spillemændene ”Gl. Rye Optimisterne” gav den for fuld udblæsning. De serverede danske film- og folkemusiksange, som alle kunne synge med på, og alle gjorde det. Der var også kendte finske og svenske polkanumre, så alle vuggede med. Enkelte tog lige en svingom, og selv ænderne lyttede med i vandkanten.
Med bowlerhatten lidt på skrå tog de fat i de mange spillemandsinstrumenter. Selv spil på savblad blev præsenteret, alt mens ”bette Åge” sang på livet løs til et medlevende og klappende publikum.
De lidt ældre og grånende herrer gav en flot aften med farverigt engagement og efter et par ekstranumre, kunne alle tage hjem og sige ”de gjorde det”: De gav publikum en herlig aften.