Fra vor løbs-udsendte på asfalten

Når man bor i Smørum og arbejder i Albertslund, er den nye motorvej en rigtig god nyhed.
Slut med enten at køre 6 kilometer gennem Ballerup eller snegle sig gennem små, fredelige landsbyer som Ledøje og Risby. Nu er det bare ud i den nye afkørsel fra Smørum, ud på motorvejen, og hurtigt dreje af til Albertslund N.
Det er hurtigt og effektivt. Måske var det lidt den dårlige samvittighed over alt det der effektivitet og "hvor er det dog nemt at sidde der bag rattet", der fik mig lokket ud på gåben på på motorvejs-asfalten søndag formiddag.
Med nummer 261 klistret på maven, klar til en 5 kilometers løbetur, i fuld bevidsthed om, at konditionen er så elendig, at bare det at gennemføre må kaldes et succeskriterium. Lad bare de andre løbe ræs, jeg er her for at sige at jeg var her - sådan et historisk vingesus.
Den tanke holdt mig oppe mere end én gang, mens fødderne bankede mod den hårde asfalt i den halv-fugtige varme, og 12 kilometer-sprinterne suste forbi i samme tempo som det flotte optog af amerikanerbiler - sådan føltes det i hvert fald.
"En dag vil jeg grine af det her", løb ofte gennem hovedet. Tiden skal jo gå med noget, når udsigten bare er løb på asfalt, asfalt - og endnu mere asfalt. OK, løb og løb...
Det blev til mange "opbremsninger" - altså ikke med bilen, selvfølgelig. Men i form af gode traveture, når det blev for meget det hele. Det gjorde det tit.

Tog “revanche” mandag

Til mit forsvar skal siges, at mange andre også travede. Med klapvogne, barnevogne, rollatorer, osv. Man tog det helt roligt, mens man nød udsigten til...øh... ja, man kunne da se Smørum Kirke på et tidspunkt - og Jordbærgården på Råbrovej dukkede da også op. Trods alt ikke asfalt det hele.
Højdepunktet var to sving - det ene ved en rundkørsel, hvor det at gå på samme måde som bilen kører, føltes lidt sjovt. Det andet var det sving, der fortalte, at nu var man nået halvvejen.
Sveden klæbte mere og mere til T-shirten, og da en venlig dame sagde "1 kilometer tilbage", prøvede jeg at ignorere tilstanden og skrue op for løbe-benene. For selvfølgelig skal der løbes i mål - det ved enhver løber, om det så er de medalje-ivrige spurtere på 12 kilometer eller os, der kommer "dryssende" som de sidste.
For ja, ingen grund til at pakke det ind: Jeg var blandt de allersidste i feltet. Men tidligt mandag morgen tog jeg revanche - slut med at være sidst. Nu skulle jeg være blandt de første.
Bag rattet på den nye motorvej, altså.