Endelig er du her, kære motorvej
Motionsløb, amerikanerbiler og hoppeborg. Små 2000 borgere havde en herlig søndag til åbningen af den nye Frederikssundmotorvej fra Motorring 4 til Smørum. Trods glæden over den nye strækning, så presser de lokale borgmestre på for opførelsen af sidste et
Det er ikke hver dag, at opførelsen af 10 kilometer nyt asfalt møder så stor glæde som tilfældet var i søndags.
Omvendt er det heller ikke hverdagskost, at borgere fra Egedal, Frederikssund, Ballerup, Albertslund - og en del fra Furesø - kan tage hinanden i hænderne og juble over en ny motorvej, som vil lette dagligdagen for de mange trafikanter, der dagligt skal til og fra arbejde i Storkøbenhavn.
"Den nye motorvej betyder alt for mig og min hverdag. Siden 2007 har jeg hver dag hængt fast i "chokolade-krydset" i Ballerup, men med den nye motorvej kommer jeg dagligt til at spare i alt 30 minutter på transport," siger Stenløse-borgeren Allan Lundahl.
Og hans holdning deles af mange af de knap 2000 mennesker, der tilbragte det meste af søndagen på at åbne den nye Frederikssundmotorvej og Tværvej ved Smørum.
Mange af de fremmødte hyggede sig med SØAM's vellykkede motionsløb eller så på lækre amerikanerbiler, men langt de fleste blev hængende, da Vejdirektoratet og fire lokale borgmestre gik på talerstolen for at udtrykke deres glæde med den nye "2. etape",
Kø i "chokolade-krydset"
"10 kilometer ny vej lyder måske heller ikke af så meget, men for alle os, der står her og alle, der har deres daglige liv i Frederikssund, Egedal og Ballerup kommuner er det et historisk øjeblik af overordentlig stor betydning. Dette lille stykke motorvej med tilkørselsveje vil forandre rigtig mange menneskers hverdag. Ofte går trafikken nemlig helt i stå herude fra Lyfabakken og helt ind til det berygtede 'Chokoladekryds' ved Ringvej 4 inde i Ballerup. I årtier har vi spildt tusindvis af timer i myldretiden på at holde i kø på vej til og fra arbejde, men nu vil vi i Frederikssundsfingeren kunne pendle mere gnidningsfrit og sikkert i bil ind og ud til erhvervsområderne omkring København, og hvor man ellers har brug for at køre hen," sagde Egedals borgmester Willy Eliasen (V), og hans borgmester-kollega fra Ballerup, Jesper Würtzen (A), var helt enig.
Mindre trafik i Ballerup
"Den nye strækning vil give jer mere tid i hverdagen, at I ikke længere skal hænge i kø, men lad nu være med at bruge den ekstra tid til at blive hængende på arbejdet. Brug i stedet den ekstra tid til familie, venner og fritid. Skulle I savne Ballerup, så er I stadig meget velkomne til at handle i vores butikker og bruge vores kultur og fritidstilbud," sagde Jesper Würtzen, inden han fortsatte i en mere alvorlig tone.
"De nye veje vil give væsentligt mindre trafik i hele Ballerup, ligesom det vil betyde mindre støj, mindre forurening og større trafiksikkerhed," sagde han.
Også Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen (V) og Albertslunds borgmester Steen Christiansen (A) var mødt frem til indvielsen. De var ikke på talerstolen, men de nikkede anerkendende, da Wily Eliasen berørte det ømme punkt - nemlig 3. etape på 27 kilometer fra Tværvej i Smørum til Frederikssund.
"I mere end 40 år har vi hørt om og diskuteret motorvejen til Frederikssund. Der mangler stadig 27 kilometer, før vi er helt i mål. De 27 kilometer har væsentlig betydning for udviklingen af hele Frederikssundsfingeren og de store byudviklingsprojekter vi har i støbeskeen. Nationaløkonomisk er det så rigeligt dokumenteret, at en motorvej i hele Frederikssundfingeren vil være en stor gevinst for samfundet. Motorvejsprojektet som sådant er vedtaget med linjeføring og det hele, men finansieringen mangler fortsat. Her sætter jeg dog min lid til vores nye trafikminister, Regering og Folketing. Vi tror på det," sagde Willy Eliasen.
Spillet om de sidste 27 km.
Og dermed spillede han og de øvrige borgmestre bolden over hos den nye transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V), som også var mødt frem til indvielsen.
"Denne 2. etape er rigtig vigtig for mange mennesker. Lad os i første omgang glæde os over det nye stykke motorvej og Tværvej, og så må vi se, hvad vi kan gøre i forhold til de sidste 27 kilometer. Budskabet fra de lokale borgmestre er ikke til at tage fejl af. De presser på for det sidste stykke, og det skal de selvfølgelig også gøre, men jeg hverken kan eller vil love dem den sidste etape. De penge skal vi først finde," lød det fra Hans Christian Schmidt.
Hos Vejdirektoratet var anlægs- og driftsdirektør Jens Holmboe en glad og tilfreds mand, men han havde ikke lyst til at gå ind i debatten om muligheden for den sidste etape.
"Det er en politisk beslutning. Jeg kan bare konstatere, at linjeføringen er der," sagde Jens Holmboe, som hellere ville tale den nuværende 2. etape.
"Vi er glade og stolte over resultatet. Vi er blevet færdige fire måneder før planen, og selvom vi stødte på nogle udfordringer undervejs med en konkursramt entreprenør, så nåede vi i mål. Det nye stykke motorvej og Tværvej vil uden tvivl hjælpe en masse mennesker," sagde han.
2. etape har en længde på 5 kilometer motorvej, 3,8 kilometer Tværvej samt en forlængelse af Smørum Parkvej på 1,3 km. Herligheden har kostet 1,1 mia. kroner.