Den store havnefest starter torsdag
Slup, musik, sildebord, veteranbiler, pirater og meget andet
Udvalget for havnefesten i Bønnerup har forlængst lagt program og ser nu frem til fire dages aktiviteter og folkefest.
Den starter torsdag 9. juli med bankospil i Hallen på havnen. Om fredagen er der børnedisko med konkurrencer og andet sjov. Det er blevet en populær fest med støt voksende deltagertal. Sidste år var der over 160. Når børnene går hjem først på aftenen står den på ungdomsdiskotek i Hallen.
Matrostøj og optog
Både lørdag og søndag venter en lang række festlige indslg.
Lørdagen starter med kvartetten Acoustic Heaven på udendørsscenen, og derefter ankommer sluppen med folk fra byen, cirka 70 børn og voksne, iført matrostøj. De går optog gennem byen, synger og afslutter på havnen med Bønnerupvalsen, der er skrevet af Preben Poulsen.
Senere spiller Smukke Møller Gasolin og Kim Larsen Hits på udendørsscenen, Fjellerup Brandvæsen viser brandbilen frem, og om aftenen spiller Madam Blå og Pop·Rockerne til spisning og dans i Hallen.
Om søndagen er der om formiddagen gratis sildebord, mens den irske musiker Tom Donovan underholder på udendørsscenen. Derefter er der udstilling med veteranbiler på kajen, og klokken 11.30 skydes præcisionssejladsen i gang.
Sussi og Leo
Harmonikamusikken sørger de lokale Brumbasserne for klokken 12 på udendørsscenen, og senere overtager duoen Sussi og Leo scenen.
Klokken 14.30 går piraterne i land og laver halløj for børnene, og senere er der opråb af præcisionssejlads. Duoen Acoustic Heaven runder årets Havnefest af på udendørsscenen.
Der er gratis adgang under hele havnefesten bortset fra festen lørdag aften. Desuden er der tivolipark, og lørdag og søndag er der hoppeborg og børnehjørne for de mindste.