Northside satser på aarhusiansk gin
Festivalen giver ny Aarhus-gin masser af opmærksomhed
Det skal være naturligt, miljøvenligt og gerne lidt for feinschmeckere.
Sådan er devisen generelt på Northside - festivalen hvor man trækker ud på toilettet, drikker økologisk fadøl og kan spise sushi.
Derfor har Northside i år allieret sig med to upcoming gin-producenter til at slukke tørsten hos de mange cocktailhungrende festivalgæster.
Lars Toke Graugaard og Troels Præst Andersen har startet firmaet Njord, som producerer gin med masser af danske urter som eksempelvis havtorn og normannsgran.
De har arbejdet på ginnen i tre år og var i efteråret klar til at lancere de første smagsvarianter, som fik rigtigt fine anmeldelser i branchen.
“Vi er meget overvældede og stolte over, hvor stærkt det er gået. Vi er begge to ph.d.-studerende, men har måttet sætte det lidt ned i gear, fordi firmaet virkelig har taget fart,“ siger Lars Toke Graugaard.
De har ikke det røde øko-mærke på deres produkt, men det er lavet udelukkende på rene råvarer, som de plukker i naturen, og uden brug af tilsætningsstoffer, understreger de.
Man kan nu købe Njord Gin på en masse aarhusianske og københavnske in-steder og i vinforretninger. At Northside også henvendte sig var ekstra bonus. Festivalen har netop lanceret en særlig Northside-cocktail baseret på Njord Gin.
“Det betyder rigtigt meget for os. Vi har endda fået lov til at lave en 50 kvadratmeter stor bar på festivalen, vores helt egen Njord Gin Club. Det glæder vi os meget til,” siger Troels Præst Andersen.
Udvider på økologien
Northside udvider i år udbuddet af økologisk alkohol.
“For to år siden introducerede vi økologiske shots-rør, sidste år Tuborg Rå, og i år sætter vi fokus på økologisk alkohol med både gin, rom og vodka,” siger John Fogde, der er talsmand for Northside.
Festivalen får også sin egen cocktail, der er baseret på Njord Gin. Tre af byens bartendere dystede i sidste uge om at lave den bedste af slagsen.De præsenterede deres drinks for et panel på 15 udvalgte festivalgængere, som efterfølgende pegede på cocktailen 'The Moment' lavet af Søren Aamand. En drink med både skumfidus, blåbær og rosmarin.
Men hvad siger gin-nørderne egentlig til cocktails - skal gin ikke drikkes rent?
“Jo, det mener vi, det skal. Men når den kommer i hænderne på nogle bartendere, der ved, hvad de laver, så formår de faktisk at lave drinks, hvor man stadig kan smage gin. Og så synes vi, det er rigtig fint,” siger Lars Toke Graugaard.