Friske sommercocktails
Tre nemme cocktails, hvor alle kan være med
Kalenderen siger sommer, og det er ensbetydende med afslapning og selvforkælelse.
Derfor har Lokalavisen sat bartender og cocktail-elsker Jesper Skov stævne for at give tre bud på en lækker og overkommelig sommerdrink, hvor udgangspunktet er den populære og alsidige gin.
Jesper Skov er medejer af ‘Cocktailkonsortiet', som leverer cocktailoplevelser til firmaer og fester.
Alle ingredienser er til at betale, og de kan findes i de fleste supermarkeder. Orange Bitters skal man måske i et særdeles velassorteret supermarked eller vinhandel for at få.
De tre cocktails er mixet i en shaker, men Jesper Skov forsikrer, at en meljævner, et syltetøjsglas eller lignende også kan gøre det i ‘absolutte nødstilfælde'.
Alle opskrifterne er til to cocktails.
Petruchio
“Det er en frisk og let bitter cocktail, der, selvom farven snyder, sagtens kan drikkes af gentlemen - der er nemlig masser af karakter fra bitter og Aperol.”
Ingredienser:
6 cl Gin
6 cl Aperol
3 cl Citronsaft
2 cl Simple Syrup
2-4 Skvæt Orange Bitters -kan undværes
2 Æggehvider
Fremgangsmåde:
“Put alle ingredienserne i din shaker og ryst hårdt og længe. Skummet er vigtigt for denne cocktail - og man kan roligt bruge æggehvider, for der er ikke salmonella i danske æg. Hvis man vil være helt sikker, kan man lige skolde æggene i fem sekunder. Vær sikker på, at låget sidder godt på, for skummet udvider sig, hvilket kan få låget til at ‘poppe'. Når du har rystet din cocktail til, åbner du shakeren og tilsætter en god håndfuld isterninger. Så ryster du igen, og den må få en god tur, så den bliver næsten arktisk kold. Så er det ellers bare at si cocktailen og servere.”
Rubus' Gin Sour
“En frisk cocktail, som næsten er ovre i det sure. Der kommer dog noget sødme fra bærrene, så de fleste kan stadig være med. Igen er det en cocktail, som både egner sig til at drikke i solen, før maden eller om aftenen.”
Ingredienser:
12 Hindbær
2 Æggehvider
4cl Simple Syrup
10 cl Gin
6 cl Friskpresset citronsaft
Fremgangsmåde:
“Fremgangsmåden er den samme som ved Petruchio, og igen er det vigtigt, at drinken shakes en gang først, inden der kommer is i. Og igen er det vigtigt, at den serveres iskold.”
Negroni
“En fantastisk cocktail til før maden. Man siger, at Negroni er alle bartenderes yndlingscocktail. Det er en drink, som deler vandene lidt, men folk, som kan lide Campari, kan som regel også lidt Negroni. Det er en bittersød aperitivo, som balancerer de forskellige smage perfekt.”
Ingredienser:
6 cl Sød vermouth
6 cl Gin
6 cl Campari
Fremgangsmåde:
“Denne simple drink skal sådan set bare omrøres, og så serveres i et glas med masser af isterninger. Man kan med fordel smide en stor, fed appelsinskive i, som så ligger og marinerer, til man er færdig med drinken. Det bliver hverken drinken eller appelsinen dårligere af.”