Beboerne blomstrer op på friplejehjem

Det er ved at være frokosttid, og det der er ingen i Meta Mariehjemmet, ja nærmest store dele af Gadbjerg, der er i tvivl om. For det dufter af frikadeller, som køkkenpersonalet steger på livet løs. Det er helt bevidst, at det skal dufte af mad ud i plejehjemmet.
“Maden er det vigtigste element. Det er noget, vi alle snakker om, og det er en meget bevidst strategi, at hos os skal maden laves fra bunden ude i køkkenet. Duften af mad skærper appetitten, og det er vigtigt. Når man tænker på, at mange ældre er underernæret, så er vacuumpakket mad ikke måden at ændre det på,” forklarer Karina Lange, der er leder af Meta Mariehjemmet.
Så hos Meta Mariehjemmet skal det dufte. Og duften virker.
“Vi får beboere ind, som tager på i vægt, når de kommer her. Der sker simpelthen en opblomstring,? siger hun.
Et andet sted på friplejehjemmet er velduften af mad dog skiftet ud af den mere skarpe lugt af acetone. Inde i lokale sidder en flok kvinder, der er ved at få ordnet negle.
“Det er godt nok mange år siden, jeg har haft rød neglelak på. Det havde jeg ellers ofte i mine unge dage,” siger Grethe Lydia Nielsen, der er 92 år og en af de 29 beboere på Meta Mariehjemmet.
“Her er dejligt at bo. Jeg er faldet godt til,” siger hun, alt mens hun kigger på Emma på 94 år, der er ved at få lagt en mere gennemsigtig neglelak.
Det er ikke hver dag, at damerne får tilbuddet om at få ordnet negle, men et par af de ansatte havde følt for at tilbyde det denne dag, og det er der interesse for.
“Der er ikke så langt fra idé til handling hos os, for der er ikke en lang beslutningsvej. Vi har da planlagte aktiviteter, men ikke alt er planlagt, for det er jo ikke sikkert, at der viser sig at være et behov for det, der er planlagt. Og derfor er det muligt at få en idé som neglebehandling og udføre det. Man skal huske på, at det giver også de ansatte mulighed for at få nogle observationerne omkring beboernes helbred, så det er ikke bare ren hygge,” forklarer Karina Lange.

Lidt underlige

Meta Mariehjemmet så dagens lys i Gadbjerg for to år og to måneder siden. Da plejehjemmet blev lukket i byen, trådte lokale kræfter til og sagde næ nej, og langsomt men sikkert fik man bygget et friplejehjem. Det skete, da man fik et samarbejde med Fonden Mariahjemmene, der står bag 18 selvstændige institutioner rundt om i landet. Da man klippede den røde snor i Gadbjerg, var der fem beboere klar til indflytning, men nu er der venteliste.
Måske fordi man ikke helt er, som plejehjem er flest.
“Nej, vi er nok lidt underlige og specielle, men det vil jeg også mene, er det, der gør os fantastiske. Der er personale, der er holdt, fordi de ikke synes, de passede til vores måde at arbejde på, mens andre omvendt synes, det er helt fantastisk,” siger Karina Lange.
Konceptet er at have beboeren i centrum. Og det er ikke kun ord.
“For eksempel må beboeren selv bestemme, hvornår han eller hun vil vækkes. Det er vigtigt at vi kan give den mulighed, men det betyder selvfølgelig, at planlægningen bliver udfordret,” siger hun.
Men det lykkes, og det lykkes ved hjælp af fleksibilitet, som ifølge Karina Lange går begge veje. Fleksibilitet skal, så vidt muligt, være en fordel for alle.
“Vi snakker meget om tingene, og vi må også erkende, at det absolut heller ikke er altid, at det lykkes at få tingene til at hænge bedst muligt sammen. Men det går, og vi har et lavt sygefravær, og det er selvfølgelig en stor gave,” siger lederen.

Gadbjerg

Meta Mariehjemmet er nu her to år efter åbningen blevet en naturlig del af Gadbjerg.
Og et sted hvor borgerne møder hinanden. Den lokale frisør holder til på plejehjemmet og er med til at give ekstra liv i huset med børn og voksne, der skal klippes. Også Gadbjerg Fitness holder til midt i plejecentret.
“Det er en væsentlig, væsentlig kvalitet, at frisøren og fitness er her. Byens borgere bruger os meget, og det er helt bevidst, at sådan skulle det være,” forklarer Karina Lange.
“Det betyder, at unge knægte på 16 år nogle gange træner side om side med de ældre. Og det går nu ret fint. Det giver en god oplevelse for alle,” siger hun og forklarer, at der også er tider, hvor brugerne af fitnesscentret oplever noget, de nok ikke oplever andre steder.
“Vi er jo et sted, hvor døden er den af livet, og det betyder jo så, at man kan stå og dyrke fitness og kigge på, at der køres en kiste forbi ude på gangen. Det hører med.”
Duften af frikadeller er taget til, og udenfor døren til køkkenet sidder beboeren Kristian på sin rollator og venter.
Imens er damerne færdige med at få ordnet negle.
Frikadellerne og den stuvede hvidkål er også klar.