Lasse Dall svømmede sig til endnu et mesterskab
Der var 583 svømmere fra 78 klubber med ved DM. NBlandt dem den unge Skanderborg-svømmer.
Juniorsvømmeren Lasse Dall fra Skanderborg kan nu kalde sig dobbelt Dansk Mester og Guldmedaljevinder i disciplinen 50 meter Butterfly på henholdsvis kort- og langbane.
Ved mesterskaberne deltog i alt 583 svømmere fra 78 klubber.
Lasse deltog sidste år ved mesterskabet på langbane og vandt der en sølvmedalje. Målsætningen i år var derfor helt klart guld og et dansk mesterskab.
I første disciplin 50 meter ryg satte en personlig og klubrekord i tiden 28.44 sek., hvilket gav en endelig 5. plads.
I sin absolutte favoritdisciplin 50 meter butterfly viste Lasse allerede i det indledende løb, at han var med for at kæmpe om medaljer, idet han viste sig at være den klart hurtigste af samtlige juniorer og med en ny personlig rekord på 25.30 sek., kvalificerede han sig som den eneste juniorsvømmer til A-finalen senere på dagen.
Her sluttede han som en overraskende nr. 6 blandt de bedste senior svømmerne og igen i ny personlig- og klubrekord med tiden 25.19 sek. Dermed var titlen som Dansk Juniormester 2015 samt guldmedaljen sikret på langbane. Rekordtiden rækker endvidere til en 1. plads på årets danske juniorrangliste på langbane.