Danmarks bedste ballonskipper vil lave hold for unge
Albertslunder vandt både DM og nordisk mesterskab - nu vil han lave hold i ungdomsskolen
Christoffer Mundt fra Albertslund har endnu engang vundet det danske mesterskab i ballonflyvning. I år foregik det i svenske omgivelser ved Örebro i Midtsverige.
Samtidigt blev der fløjet om det Nordiske mesterskab samt Nordic Open, hvor der deltog adskillige dygtige amerikanere. Denne vandt Christoffer også.
Han forklarer, at han nu vil lære tricks fra sig i Ungdomsskolen i Albertslund. Her vil der i næste sæson blive tilbudt et aftenhold om og med ballonflyvning. Så regn med at se ballonerne svæve over området med ungdomsskoleelever der skal lære om ballonflyvning, fysik, kommunikation, teamwork, navigation, ballonhistorie og sikkerhed.
"Såvidt jeg ved, er det første gang på landsplan, at ballonflyvning bliver et fag i ungdomsskolen", siger Christoffer Mundt.