Så er der penge til nye anlæg
Knap 18 mio. er blevet til overs fra budgettet for 2014 og for anlægsprojekter i 2015
Cirka 18 millioner kroner ekstra er der at gøre godt med til anlægsprojekter i Norddjurs. Det er facit efter opgørelsen af budgettet for 2014 og anlægsprojekter i 2015. Begge steder har der været et mindreforbrug i forhold til de afsatte midler, og der er nu sat sat adresse på pengene.
Det blev konfirmeret ved kommunalbestyrelsens møde i juni, og alle de politiske partier i Norddjurs Kommunes kommunalbestyrelse står bag aftalen.
På økonomiudvalgs-området gælder det en asfalteret adgangsvej til en erhvervsgrund på Industrivej i Ørum.
På børn- og ungeområdet er det lokaler til Ung Norddjurs på Allingåbroskolen, der får gavn af pengene. Her annulleres tidligere besparelser, og der rettes op på vinduer, gulvbelægning med mere. Desuden bliver der 300.000 kroner til etablering af skaterfaciliteter til Grenaa.
På kultur- og udviklingsudvalgets område bliver der tilført yderligere en halv mio. kroner ud over den halve mio., der allerede blev afsat i 2015, til istandsættelse af den tidligere SFO til nyt beboerhus i Voldby. P-pladsen ved Nørredjurshallen får 300 .000 kroner.
I forsamlingshuspuljen er der ansøgninger for flere penge, end der er afsat. Puljen forhøjes nu med 100.000 kroner, så pengene rækker. Ørsted Kro får en halv mio. kroner til et formål, som støtteforeningen skal være med til at afgøre.
En ny oplevelsesplads i Fjellerup får ligeledes en halv mio.kroner til opbevaring af kajak- og kitsurferudstyr på et såkaldt AktivitetsHotel.
450.000 går til istandsættelse af Tunnel Åbyen.
Et multifunktionelt naturhus ved Grenaa Strand er i støbeskeen. Kommunalbestyrelsen adresserede 300.000 til dette, og dermed er der større chance for ekstern medfinansiering.
Der blev endvidere 100.000 kroner til et boldfang ved en fodboldbane i Auning.
På miljø- og teknikområdet opdateres tavler i informationsbygningen ved Tustrup Dysserne, stiprojektet i Tangkæret i Ørsted får tilskud til en køresti-venlig belægning, torvet ved Gredanapigen renoveres, der er 11,5 mio. kroner plus yderligere 5,5 vedtaget ved kommunalbestyrelsesmødet i maj til ekstra asfaltarbejder, rådgivning i forbindelse med etablering af trinbræt ved Hessel, ombygning af udhuset ved stationsbygningen i Trustrup, opdatering af infotavler ved Nordøststien og Gjerrildbanestien, reparation af p-plads og belægninger ved Doktorgården i Ørsted samt afstribning af 2-1 vej i Øster Alling.
På voksen- og plejeområdet bliver der penge til ventilation på Møllehjemmet, nye vinduer ved servicearealerne på Farsøhthus og ombygning af fælleshus i Vivild.
Noget venter til 2016
Nogle anlægsprojekter blev skubbet til budget 2016, enten fordi udgiften ikke kan afholdes i 2015 eller fordi der ikke er behov for bevillingen før i 206. Det er byggeri ved Vivild Børneby, ventilation ved Vestre Skole, byggeri med henblik på træningsaktiviteter ved Glesborg Plejecenter og områdefornyelse i Grenaa.