Stationerne har fået et løft
Rengøring og forskønnelse af stationerne
“Vi vil gerne gøre Grenaabanen pænere, og når vi gør det, ved vi erfaringsmæssigt, at så føler passagererne sig også mere trygge”, lyder det fra regionschef i DSB, Jørgen Dyrendal Rasmussen.
DSB har således gennem de sidste måneder været ude med knofedt og rengøringsmidler. Der er blandt andet blevet fjernet graffiti og klistermærker, udskiftet gamle klippekortmaskiner samt højtryksspulet og vasket af i dele af stationerne. Desuden er der blevet ryddet op i cykelparkeringerne på de enkelte stationer.
”Ud over initiativerne med at gå mere i dybden med at rengøre og reparere har vi også anskaffet nogle mobile overvågningskameraer, som vi vil opsætte på stationerne efter behov. Dermed håber vi på at kunne mindske øget hærværk og svineri.”
Initiativet er startet i foråret og DSB vil frem over løbende have fokus på området.