Tekstilkunstner Maja Høgh udstiller
Strikkede fortæller i orangeriet på herregårdsmuseet
Tekstilkunstner Maja Høgh har gentænkt gobelin-kunsten og strikket syv vægtæpper, der relaterer sig til herregården Gl. Estrup og de personer, der har levet her gennem tiden. De er udstillet i Gammel Estrups orangeri, og kan ses sommeren over.
Inde i Riddersalen i Gammel Estrups hovedbygning hænger der otte vævede vægtæpper af ældre dato. Gobelinerne, som de kaldes i daglig tale, viser ejerslægten Skeel/Scheels otte herregårde ved udgangen af 1600-tallet: Gammel Estrup, Ulstrup, Sostrup, Krenkerup, Ørbæk, Skærvad, Rosenlund og Nørregård. De blev bestilt ved den flamske væver Berend van der Eichens værksted i København af Jørgen Skeel (1656-95) til Gammel Estrup. Han nåede dog ikke at se dem færdige før sin død, og det blev derfor sønnen, Christen Skeel, der kom til at hænge gobelinerne op i herregårdens fornemmeste rum, Riddersalen.