Oliefyr i nybyggeri kan snart være en mulighed igen
Et forslag om at må installere oliefyr i nybyggeri er i første omgang stillet i bero - men sikkert kun midlertidigt
I et nyt bygningsreglement som træder i kraft til efteråret lægges der op til, efter to års forbud (der er dog dispensationsmulighed), igen at gøre det lovligt at installere oliefyr i nybyggeri i Danmark.
Indsigelser i høringsfasen har skabt lidt uvished om tidspunktet for ikrafttrædelsen, men formand i fagteknisk udvalg i Skorstensfejerlauget, Kim Laue Christensen regner med, at det bliver til efteråret.
"Det nye i reglementet er, at teksten om forbud mod oliefyr i nybyggeri pilles ud, så det alene handler om kravene til oliefyrenes effektivitet, siger Kim Laue Christensen.
Også lempelse af kravene til oliefyr
I det nye bygningsreglement sker der også en lempelse af kravet til oliefyrene.
”Danmark har et særkrav om effektiviteten på oliefyrsanlæg, men der har for nylig været en ændring af bygningsreglementet i høring, som betyder, at kravet til efteråret sænkes, så det følger den europæiske standard,” fortæller Kim Laue Christensen.
Et lille skridt i den forkerte retning
Udviklingschef i Scandtec A/S - en del af HS Tarm A/S, Bjarke Vinther, siger, at det nye bygningsreglement er et lille skridt i den forkerte retning med hensyn til kravene til oliefyrene – men at kravene trods alt stadig er høje.
”De allerbedste af de konventionelle kedler lever op til de nye krav, men prisen på dem er højere end tidligere tiders konventionelle kedler, så det bliver ikke en ny og meget billigere opvarmningsmulighed i forhold til i dag,” siger Bjarke Vinther, som ikke mener, at det nye bygningsreglement på den konto kommer til at betyde ret mange flere sodpletter på miljøet i Danmark.