Cille går den direkte vej
Kun 19 år gammel har den unge pige fra Thorsø sat kursen for sin karriere, der skal indeholde noget med foto
“Jeg synes ikke, det vigtigste spørgsmål er, hvad vi skal på lørdag, men mere, hvad du gerne vil lave om et år.”
Cille Munk Bach forlod 9. klasse på Tungelundskolen i Thorsø og satte sig straks nogle mål for, hvordan hendes tilværelse skulle forme sig.
“Jeg startede på handelsskolen i Silkeborg og er nu i lære her i tøjbutikken Bel Fam i Hammel. Det passer fint med mit ønske om at have med salg at gøre. Og jeg vil på sigt rigtig gerne være selvstændig som stylist,” siger Cille og efterlader en med et indtryk af, at hun brænder for sagen.
“Det gør jeg.”
“Har du en fed idé og knokler for den, så tror jeg, du kan komme langt,” siger hun.
Facebook og foto
Ved siden af sit lærejob i butikken i Østergade i Hammel har hun gang i sin facebook-profil, PIFT by Cill Bach.
“Jeg vil rigtig gerne fotografere. Mine billeder skal være naturlige og vise nogle andre vinkler, end man forestiller sig,” siger Cille, der har knoklet, også lørdag aften, for at få råd til udstyret.
“Vil du nå dine mål, skal du tjene nogle penge. Så mange lørdage har jeg først været i butikken Bel Fam, men så taget ud og servere lørdag aften,” fortæller hun.
Det har givet en sjat penge, som hun gik ned i banken med. Nu skulle drømmen realiseres.
Penge i banken
“Jeg mødte frem og sagde til dem, at jeg har de her penge. Så nu er jeg momsregistreret,” siger den unge iværksætter.
Mange i omgangskredsen har ment, at hun havde lidt for meget fart på.
“Ja, de sagde: Vent nu lidt Cille. Men det vil jeg ikke,” lyder det fra hende.
Hun har haft flere opgaver med kameraet allerede. Barnedåb, guldbryllup og portrætter af nogle, lidt generte drenge.
“Ja, der var en mor, som gerne ville have nogle billeder af sine drenge, der ikke er så meget for at stå stille og blive fotograferet,” fortæller Cille.
Billederne skulle skydes i skoven, og Cille fik forinden en snak med moren om, hvad drengene godt kan lide.
“De er vilde med fodbold, så jeg foreslog hende, at vi tog en bold med derud. Og så glemte drengene fuldstændig mig og mit kamera. I stedet fandt de hurtigt ud af, at nogle af træerne kunne være målstolper. Og så fik jeg nogle rigtig gode, naturlige billeder, som jeg foretrækker det.”
Kan lide lederrollen
Indtil videre skal Cille gøre sin uddannelse færdig. Det er den 1. august i år.
Herefter håber hun på et job og gerne samme sted, hos Bel Fam, hvor hun er nu.
Senere skal drømmen om at blive selvstændig realiseres.
“Jeg kan godt lide at tage ansvar. I skolen påtog jeg mig altid en lederrolle, når vi havde gruppearbejde. Jeg kan ikke bare sætte mig tilbage og vente på, at der sker noget.”
“Jeg synes, jeg får så meget ud af at sige: 'Det vil jeg gerne stå for.”