Fortsæt til indhold

Tidligere murermester har begået en kras krimi

69-åige Ole M. Rytter signerede lørdag sin debutroman i Salling

Samfund
Ina Bjerregaard

I fredags udkom bogen “At blive født var min første fejl”. Lørdag stod debutanten Ole Mollerup Rytter i Salling og signerede bøger. Og begge dele skete, fordi hans kone er sådan en rendemaske.
“Hun efterlod jo bare mig og hunden, og så sad vi der,” siger Ole Rytter med et lunt smil og kigger på sin hustru, mens han siger det. Lokalvisen Aarhus har besøgt ham i hjemmet i Højbjerg.
Ole Rytter er født i Lemvig og udlært murer. Efter at have udstået sin lærlingetid flyttede han til Aarhus, og der har han boet hele sit voksenliv. Hans første bog er udgivet på forlaget Mellemgaard.

Hård kost for læseren

Efter at have lagt murerskeen på hylden satte han sig en dag til computeren, og det kom der efter et par omskrivninger en debutroman ud af.
Forlaget beskriver krimien som en stærk blanding af hårdkogt krimi og kras realisme.
Det er ikke en bog for sarte sjæle. Bogens univers er sex og vold og den er barsk, men også svært underholdende ifølge forlaget. Bogen handler om en kreds af bedsteborgere under ledelse af en skinhellig fabrikant, dybt involveret i kriminalitet. Den pædofile direktør og hans pædagoghustru har en forretning kørende med film og børneskuespillere. Og så er plottet i ellers i gang - med en murer som antihelt.

Handler om en anden

“Men det er ikke fordi, bogen handler om mig,” siger Ole Rytter.
Det er ikke Ole Rytters sidste krimi, han er allerede i gang med den næste.
“Mens jeg gik og ventede på at den her skulle udkomme, så blev jeg så rastløs, at jeg måtte til tasterne igen.”
Når Ole Rytter ikke skriver, så medvirker han i film og reklamefilm. Han har en statistrolle i filmen 'Idealisten' med Søren Malling og Helle Hertz, der kommer på plakaten til foråret. Og så har han og hustruen Lis medvirket i en reklamespot for Midttrafik med navnet 'The Bus'.
'At blive født var min første fejl' er i handlen nu og koster 198 kroner.