Fortsæt til indhold

Ny børnebog på gaden fra lokal forfatter

Hans egne børn fik ham til at skrive

Samfund
Ina Bjerregaard

Karsten Mogensen er forfatter og bor i Højbjerg. Lige nu er han aktuel med bogen “Den sorte paraply“. For børnebøger er det, han gør mest i, efter han er stoppede som lærer efter mange år.
Han arbejder også som illustrator og det var som dette, han i sin tid selv henvendte sig til et forlag for at tilbyde illustrationer. Da en lærerkollega og ven opfordrede ham til at skrive bøger også, ja så gjorde han alvor af det.
“Lysten kom, da jeg selv fik børn og skulle til at læse højt,“ siger Karsten Mogensen.
Den første bog kom i 1993, en pixi-bog, og siden er det gået slag i slag så han i dag har fået udgivet mere end 100 bøger med enten hans illustrationer eller med ham som forfatter.

Udgangspunkt i sig selv

Han skriver gerne om de ting, han selv finder interessante, heriblandt besættelsestiden og 2. Verdenskrig.
Desuden har han er stor mappe, han sætter artikler ind i, som han klipper ud, hver gang han falder over noget interessant.
Han kan også godt tage udgangspunkt i personlige oplevelser enten fra sin barndom eller ting fra hans børns opvækst. Men tilbage til den nye bog. Han fik ideen til den, en dag han var på Højbjerg Bibliotek, og der på disken lå en tilsyneladende herreløs, sort paraply. Da den stadig lå der, da han skulle gå, gav det ham tanken, ”Hvad nu hvis”, og så skrev han bogen med navnet “Den sorte paraply. Det er en krimi/spændingsbog for de ni -14 årige. Den er udgivet af forlaget Elysion i serien “Læsehest” og koster 131, 25 kroner. Bogen er på 44 sider og handler om Lau, der en dag bliver skældt ud af en mystisk mand på det lokale bibliotek. På vejen hjem møder Lau manden igen. Da han forsvinder ind i et mørkt og forfaldent hus i en sidegade, bliver Lau nysgerrig og lister ind ad stien i den tilgroede have for at se nærmere på det gådefulde hus.
“Det skulle han måske ikke have gjort,” siger Karsten Mogensen og griner.

Caption

Ingen fast plan

Der er faktisk kommet flere bøger fra Højbjergforfatteren, noget der hænger sammen med, at han ikke er herre over, hvornår forlagene sender hans bøger ud. Derfor er årets tredje udgivelse fra hans hånd, “Skattejagt I Stillehavet”, også udkommet.
Bogen er en spændingsroman for de 9-14 årige. Den handler om Tobias, der sammen med sin far er ankommet til en lille ø langt ude i Stillehavet.
Inden længe afsløres en hidtil velbevaret hemmelighed i havets mørke dyb ud for den lille ø. Og så kører historien ellers over stok og sten.
Når Karsten Mogensen skriver, har han ikke altid en fastlagt plan.
“Næe, jeg følger bare med,” siger Karsten Mogensen. Går han i stå, kan det godt give søvnløse timer om natten. Men der kan det hjælpe at lægge arbejdet væk.
Han skriver allerede på en ny bog og har en liggende hos et forlag, så der kommer nok snart endnu en bog fra den flittige forfatters hånd.