Fortsæt til indhold

Favrskov-skolerne ligger midt i skolereformen

Skolechefen bedømmer Favrskov til at ligge i midten efter det første år med skolereformen

Samfund
Erling Baastrup

Hans Jørgen Nielsen-Kudsk, skolechef i Favrskov Kommune, har været til evalueringsmøde med kollegerne fra hele landet. Det fortæller han om på kommunens hjemmeside.

Om Favrskovs første år under skolereformen siger han:

”Umiddelbart vil jeg konkludere, at vi ligger i midterfeltet forstået på den måde, at noget af reformens indhold kører glat hos os, mens andet skal gentænkes og gribes an på en helt anden måde. Og endelig har vi også noget indhold, der skal ændres, men vi er allerede i gang med at udvikle på det,” siger skolechefen.

Lektiehjælp og motion

I lighed med mange andre kommuner nævner Favrskov Kommune den understøttende undervisning, lektiehjælp og faglig fordybelse, motion og bevægelse i undervisningen og den åbne skole.

”Det er nogle områder, som skolerne har prøvet kræfter med for første gang, og det er naturligt, at man prøver noget af, justerer og går videre med det. For mig at se er det fint, at der ikke bare er én måde at gøre det på, men at vi i stedet hele tiden kan justere og udvikle, så det bliver bedst muligt,” understreger Hans Jørgen Nielsen-Kudsk.