Stavtrup Badminton har succes over nettet
På landsplan dykker antallet af badmintonspillere, men ikke i Stavtrup
Stavtrup Badminton går mod landstendensen om dalende antal medlemmer. Klubben har så stor succes, at den faktisk har haft venteliste med 10 spillere i den seneste sæson, oplyser DGI i en pressemeddelelse.
“Jeg tror, det er en blanding af flere ting. Dels er børne- og ungdomsafdelingen det bærende element hos os, fordi vi ikke har en decideret seniorafdeling. Dels har vi især i sidste sæson gjort meget for at kommunikere vores tilbud og arrangementer, så der er blevet fyldt godt op, når vi har haft noget. Det har en afsmittende effekt,” siger ungdomsansvarlig hos Stavtrup Badminton, Frank Vincens i pressemeddelelsen.
I Stavtrup er der fokus på bredden og ikke på eliten, og det påpeger Frank Vincens som en af årsagerne til successen.
“Der er så mange andre klubber i vores område, som tilbyder turneringstræningshold til de spillere, der har niveauet og vil det ekstra. Derfor har vi valgt ikke at prioritere de allerbedste. Faktisk støtter vi vores bedste i at skifte til en turneringsklub, hvis de har lysten, men vi plejer samtidig at spørge dem, om de ikke vil blive ved med at træne hos os en gang om ugen. Det vil de som regel, og det giver meget retur til os,” siger han.