Spænd ballerne fast
Dyrt, hvis landmænd ikke sikrer halm- eller wrapballer, lyder det
Høstsæsonen nærmer sig med hastige skridt og samtidig opfordrer en af landbrugets egne konsulenthuse, LMO, til, at landmændene er meget påpasselige med sikkerheden i forbindelse med halmtransporter.
“Det kan blive en dyr fornøjelse ikke at sikre ballerne, når du kører på vejen. Der er risiko for både bøde og frakendelse af kørekortet, hvis ikke halm- eller wrapballerne er spændt tilstrækkeligt sikkert fast. Så tænk derfor over sikkerheden, når du læsser halmvognen,” lyder den direkte appel til erhvervet.
Problemet er, at det kan ske midt i den hektiske tid, at der køres uden fastspænding med stropper. Det kan koste.
“Landmænd må ikke gå på kompromis med sikkerheden, når det kommer til halmtransport, også selv om der er travlt. Det kan i værste fald koste liv,” betoner teknisk rådgiver Hans Thostrup, LMO.
En landmand blev for nylig kendt skyldig i overtrædelse af færdselsloven, da han transporterede wrapballer hjem til gården, uden de var fastspændte.
Dommen lød på bødestraf og betinget frakendelse af kørekortet. Turen var kort og på lige vej, men hammeren faldt alligevel, da politiet standsede landmanden.