Forkerte oplysninger om eftersyn
Adskillige servicefirmaer giver på deres hjemmesider forkerte oplysninger om eftersyn af oliefyr
Et af de store servicefirmaer i Danmark, Dansk Varme Service A/S, skriver torsdag 2. juli under Oliefyrsservice/Abonnementstyper på danskvarmeservice.dk:
”Det dækker oliefyrsabonnementet. Det årlige lovpligtige eftersyn af oliefyret er en betingelse for at kunne fastholde en god økonomi.”
Imidlertid har eftersynet ikke været lovpligtigt siden juni 2013.
”Det er en fejl, at vi ikke har fået rettet teksten det pågældende sted på hjemmesiden, men det gør vi nu,” siger direktør i Dansk Varme Service A/S, Peter Hansen. Teksten blev derefter hurtigt ændret.
En simpel søgning på Google viser, at der landet over er flere andre udbydere af oliefyrsservice, som stadig fejlagtigt beskriver eftersynene som lovpligtige.
Hoppede to en halv meter
Skorstensfejermester i Syddjurs Kommune, Jens Østergaard, fortæller, at både skorstensfejere og servicebranchen ”hoppede to en halv meter i stolene”, da Danmark i 2013 ophævede kravet om eftersyn af oliefyrene.
”På nye kondenserende oliefyr er det faktisk endnu vigtigere med eftersyn end på de gamle, så det er svært at få øje på begrundelsen,” siger Jens Østergaard.
Ifølge Jens Østergaard er nødvendigheden af et eftersyn på et konventionelt oliefyr afhængig af olieforbruget.
”Det vigtigste er at tjekke for støv i blæserhjulet samt tjekke dysen. En dyse kan brænde i hvert fald 3.000 liter olie – og teoretisk 15.000 liter. Slitagen sker ved start og stop af fyret. Med et forbrug på 1.500 liter årligt, kan man derfor godt strække det til eftersyn hvert andet år.”
Jens Østergaard anbefaler dog, at man uanset lovkrav eller ej får fyret tjekket hvert år.