”Børn ved endnu kun lidt...”

Det er åbningstid i Den Gamle By, og køen snor sig langt op ad Viborgvej. Danske dialekter blander sig med nabolandenes sprog og enkelte eksotiske tunger.
Men for en flok børn byder dagen i Den Gamle By på andet end store øjne og strakte halse. De skal nemlig leve, som børn gjorde det i 1864.
En smilende kvinde i kjole og kyse byder børnene velkommen.
“Nu hedder jeg Birgitte og er sød, men om lidt bliver jeg Madam Skov, og hun er skrap. Sådan var det dengang,” forklarer Birgitte og leder børnene mod skolen.
“Ind på række bag mig - drengen forrest!,” tilføjer Madam Skov, da der tages afsked med forældrene.
Vi er ikke noget længere end 30 meter, før selskabets dreng, Viktor, får sin første røffel.
“Han skal ikke tale, før han bliver spurgt,” lyder det vrissent fra Madam Skov - henvendt til Viktor.

“I er ikke fine børn”

“Værsgo' at sætte jer! Drengen ved det forreste bord,” lyder det skarpt fra Madam Skov, og børnene makker ret.
For en kort bemærkning vender Birgitte tilbage og forklarer om spillereglerne for dagens rollespil.
Og børnene skal vist forberede sig på lidt af hvert, for de er asylbørn, og Madam Skov er deres forstanderinde.
“I er ikke fine børn, I er faktisk meget fattige,” forklarer Birgitte, inden Madam Skov sender børnene op for at klæde om.
Da børnene vender tilbage som asylbørn, får Madam Skov lige ét på det rene.
“Fadervor er det absolut vigtigste at kunne!,” proklamerer hun og gennemgår de ti bud, så asylbørnene er klar til dagen.

Ud og tjene

I gåsegang går vi, Madam Skov først, så drengen, over til købmandsgården for at tjene.
Pigerne bliver sat i sving i køkkenet, og drengen bliver sat til at hente vand og feje rendestenen.
Alle fejl og mangler bliver naturligvis påpeget.
I et svagt øjeblik, og væk fra asylbørnenes åsyn, bliver Madam Skov til Birgitte (Damkjer, som hun hedder til dagligt, red.) og fortæller:
“Børnene plejer at synes, at det er rigtig sjovt at være i gamle dage. Og de får et tilhørsforhold til Den Gamle By. Man kan tit høre børn i ‘byen' fortælle deres forældre “det var her, jeg pumpede vand.” Men det er en svær balance at finde ud af, hvor skrap man kan være overfor dem.”
Sekundet efter er Birgitte Madam Skov igen, og Viktor får påtalt, hvor langsom han er til at hente vand.

“Spild af begge dele”

Efter et par timers slid og en gammeldags frokost er asylbørnene på skolebænken, og i skolestuen har forældre, bedsteforældre og nysgerrige gæster fået lov til at kigge med. Ligeledes har et par børneaktører taget plads på bagerste række, så klassen bliver lidt større.
Der er langt fra skolestuen anno 1864 til den nyreformerede folkeskole i dag. Lektor Blomme ville have trivedes i Madam Skovs selskab.
Blandt andet får en kejthåndet pige at vide, at hun skal bruge den rette hånd, hvis hun nogensinde vil ud og tjene.
Helt galt går det, da en af døgenigtene på bagerste række formaster sig til at spørge, om hun også må få lov til at øve skrivning med pen og papir.
“Det ville da vist være spild af begge dele, min kære pige,” lyder det bryskt fra Madam Skov.
Efter en øvelse i fælleslæsning, hvor teksten starter således: 'Børn ved endnu kun lidt og forstår ikke mange ting...' og et par regne-øvelser, bliver gæster sendt ud af klassen, og Madam Skov tager sin kyse af og slår over i et smil.
Birgitte er vendt tilbage, og hun spørger, hvordan dagen har været.
“Det var hårdt og sjovt... Men maden var ikke god,” konkluderer Cecilie, og de andre nikker istemmende.
Adspurgt om dagens højdepunkt svarer Christina: “Hele oplevelsen. Det føles virkelig som at være der.” Og igen lader der til at være enighed.
Der var dog større uenighed over, hvad det værste ved 1864 havde været.
“Det værste var, at man skulle tage hatten af hele tiden. Eller faktisk, at man skulle have hat på,” filosoferer Viktor.
Dagen slutter i konsensus om, at det har været godt at være i 1864, men at det nok er bedre i 2015.