Fortsæt til indhold

"Det bliver Danmarks bedste havn"

Havnefoged Jesper Tjott ser frem til, at den moderniserede og udbyggede Skovshoved Havn står helt klar. Desværre er dele af arbejdet på land blevet udskudt 4-5 måneder

Samfund
Af Mikael Østergaard

Den 3. maj åbnede den udbyggede Skovshoved Havn, der har udvidet antallet af bådpladser fra 325 til 645.
"Vi priste os lykkelige over forsommerens dårlige vejr. Vi frygtede, at alle bådejere ville stå og hoppe for at få deres båd i vandet, men på grund af vejret udskød mange premieren, og derfor fik vi en blød start", fortæller havnefoged Jesper Tjott og tilføjer, at 420-430 både nu er i vandet. Ifølge havnefogden skyldes de tomme pladser, at mange endnu ikke har købt en båd.
Samtlige 645 bådpladser er solgt, og der står endda fem på venteliste. Det blev derfor ikke nødvendigt at åbne for tegning til borgere uden for Gentofte Kommune.
"Det er et lykketræf, at vi ramte behovet så præcist", lyder Jesper Tjotts vurdering.

Stort puslespil

Samtlige bådejere fik mulighed for at vælge placering i havnen. Nogle ønskede et fredeligt sted, nogle kort vej til toilet, nogle ville være tæt på havnens liv, og andre foretrak at ligge fordelagtigt for den herskende vindretning.
"Fordelingen af de mange bådpladser har været et kæmpe puslespil, men jeg vil tro, at vi har imødekommet 80-85 procent af de individuelle ønsker. Samtidig har vi naturligvis været tæt involveret i byggeriet, så vi har ikke kedet os. Det har været en hård, men spændende proces, som det ikke er mange havnefogeder forundt", siger Jesper Tjott.

Jesper Tjott ved en af broerne til jollerne, der er udviklet i samarbejde med havnen sejlklubber.

Forsinkelse på land

Tidsplanen på 10 måneder til etablering af havnebassinet med bådpladser og jollehavn blev overholdt.
"Alle har fået en plads og adgang til deres båd, men enkelte må leve med en lidt besværlig adgang til deres båd, fordi ikke alle broer er blevet helt klar. Men generelt har alle været meget forstående over for de gener, der opstår på en byggeplads med grus og støv".
Desværre er dele af arbejdet på land mod både syd og nord blevet udskudt. I første omgang skulle arbejdet med at etablere et bassin til kajakpolo og svømmere, et saunahus til vinterbadere, en udspringsvippe, udsigtsterrasser, udendørs fitnessredskaber, en fiskeplads for børn m.m. have været på plads til efteråret, men uforudsete tekniske problemer med fire 85 år gamle overløbsrør under havbunden har forsinket tidsplanen 4-5 måneder, så området nu først forventes klar i februar 2016.

'Flagmolen' er bred, lang og forsynet med trapper i siderne. Det giver mulighed for ophold og hygge. Langs molen ligger Danmarks største samling af Knar-både - p.t. 36 styk. Foto: Mikael Østergaard

Atmosfæren er bevaret

"Nu har vi skelettet på plads, men vi kan først for alvor udnytte og udvikle mulighederne, når det endelige resultat står klar. Fordelen er, at havnen er tegnet, så den giver forskellige muligheder. Man er ikke bundet fast, men kan hele tiden justere på, hvad funktionen skal være. Det gælder eksempelvis den 7.000 kvadratmeter store græsplæne, som kan anvendes til lige præcis de ting, børn og voksne efterlyser", siger Jesper Tjott, der glæder sig til at se det endelige resultat:
"Det bliver Danmarks bedste havn. Det er ganske vist en stor havn, men ikke en super marina, fordi der er skabt en intim løsning med små hyggelige 'havne i havnen'. Så Skovshoved Havn er den samme som før, blot med 320 flere pladser og med arealer til både børn og voksne inkorporeret i havnen. Det giver meget mere liv til glæde for både sejlere og almindelige borgere".
Den ombyggede og moderniserede havn vil også gøre det mere attraktivt for gæstesejlere at stævne mod Skovshoved. Det kræver dog bedre toilet- og badefaciliteter samt mulighed for at proviantere - punkter, som ikke er med i byggeprojektet.
Flere gæstesejlere vil være et godt supplement til havnens økonomi og kan bidrage til, at pladslejen kan holdes nede.

Sådan kommer Skovshoved Havn til at se ud. De blå streger i bassinet viser, hvor de gamle moler lå.