Fortsæt til indhold

Hestepiger røg til tops i tredje forsøg

Førsteplads til De røde Hestepiger fra Ebeltoft Rideklub

Samfund
Anette Bonde

Emma Thegen, 14 år, Harridslev, Julie Tromholt Kirk, 14, Kristina Johansen, 14, og Fie Sørensen, 15, alle tre sidstnævnte fra Auning-området, vandt i den sidste weekend i juni en førsteplads i landsfinalen i TREC, afdeling A, der blev afholdt på Vilhelmsborg. Pigerne, der rider i Ebeltoft Rideklub, kan nu bryste sig af titlen landsmestre. De foregående to år blev de henholdsvis nummer tre og fem.

Ny breddeaktivitet

Pigerne har redet TREC, siden det kom til landet for fire år siden. Denne nye breddeaktivitet består af tre opgaver:
Først et orienteringsridt, hvor der skal rides en rute efter kort i en bestemt hastighed. Den anden opgave består af kontrol af gangarter, og den tredje opgave er små naturforhindringer. Der er i alt 34 øvelser til forhindringsdelen, hvoraf der udvælges 10-12 forhindringer til gennemridning seks dage før stævnestart.
Ifølge Dansk Rideforbund (DRF) er TREC i rivende udvikling, og derfor har DRF valgt at opgradere TREC fra breddeaktivitet til disciplin. Det betyder, at der bliver nedsat et TREC-udvalg, så der kan blive sat endnu mere skub i udviklingen, også på internationalt plan.